Døde smågrise placeret rundt om i København

En gruppe aktivister står bag aktionen for at gøre opmærksom på dårlig grisevelfærd.

Natten mellem søndag og mandag har aktivister spredt flere døde smågrise rundt om i København.

Ved DR Byen er der fundet fire grise, ved Politikens Hus tre, og ni grise er fundet ved Landbohøjskolen. Det oplyser Københavns Politi til TV 2.

Ved de enkelte steder er der blevet fundet plastikkasser med et mindre antal døde smågrise i.

Sammen med plastikkasserne har der stået skilte med teksten: "Her dør 24.000 smågrise om dagen".

I alt har politiet fundet 16 døde smågrise.

Grisene er blevet fjernet, og sagen efterforskes af politiet. Politiet kan ikke oplyse, hvilke lovovertrædelser der er blevet begået, eller hvad efterforskningen drejer sig om.

Vil sætte fokus på grises velfærd

I en pressemeddelelse skriver en gruppe aktivister, at de har placeret i alt 16 døde grise rundt om i hovedstaden.

TV 2 ECHO’s kamerahold var med under aktionen efter at have modtaget en pressemeddelelse natten til mandag. Optagelserne indgår i dokumentaren ’Klimakæmperen’, som udkommer på TV 2 PLAY mandag.

Klimakæmperen er aktivisten Fabian Vennekilde. Om baggrunden for aktionen siger han:

- Hvis vi skal få danskerne til at forstå, at vores drikkevand, vores biodiversitet, vores miljø og klima er ødelagt eller i hvert fald på vej til det, bliver vi nødt til at råbe så højt, som vi overhovedet kan.

Aktivisterne skriver i pressemeddelelsen, at de har lavet aktionen, fordi Danmark årligt producerer 33 millioner svin, og at de "bliver mishandlet, misbrugt og ødelagte systematisk".

Grisekirkegård

Fabian Vennekilde oplyser til TV 2, at han og tre andre aktivister natten til mandag har kørt rundt til gårde på Sjælland og afhentet de døde grise.

Grisene er placeret ved DR, Politikens Hus, Landbrug & Fødevarer, Folketinget og Landbohøjskolens Have. Stederne er udvalgt for at markere, at medier, meningsdannere og landbrug ifølge aktivisterne "har spillet fallit".

I Landbohøjskolens Have er smågrisene lagt op som en lille kirkegård med lys, kors og blomster.

Synes du ikke selv, at det er lidt makabert, hvis børn skal møde det her syn på vej til børnehave?

- Vi har faktisk forsøgt at gøre det så fint som muligt, siger Fabian Vennekilde, der havde sat skilte med "adgang forbudt" op på havens indgange for at undgå, at tilfældige københavnere skulle komme forbi grisene.

Han siger, at han ringede til politiet og fortalte, at der lå døde grise i Landbohøjskolens Have. Dog uden at fortælle, at han selv var gerningsmanden. Han har ikke været i kontakt med politiet endnu, men han forventer at blive anholdt og har tænkt sig at stå til ansvar for sine handlinger.

Fabian Vennekilde er en miljøaktivist, der især er kendt som skralder.

Danmark er blandt de bedste

Hos SEGES, der hører under Landbrug & Fødevarer, tager man afstand fra aktionen, der "på ingen måder bidrager til en saglig debat."

Sektordirektør Christian Fink Hansen vil ikke forholde sig til aktivisternes kritikpunkter om dårlig grisevelfærd og ødelæggelsen af biodiversiteten, fordi det savner "enhver saglighed", og de vil ikke debattere på sådan en baggrund, skriver han i en mail.

Han skriver videre, at der er konstant fokus på at hæve pattegrisoverlevelsen i Danmark.

- Sammenlignet med resten af verden ligger Danmark blandt de bedste lande, når det kommer til en lav dødelighed, og den placering har danske landmænd tænkt sig at fastholde, skriver Christian Fink Hansen.