Bykonges brug af borgmesterbil er ulovlig

Ishøjs socialdemokratiske borgmester Ole Bjørstorp har brugt tjenestebil ulovligt, vurderer Ankestyrelsen.

Borgmester Ole Bjørstorp (S) fra Ishøj har jævnligt parkeret en tjenestebil på villavejen ved sit hjem eller i sin egen indkørsel.

Men borgmesteren brød i udgangspunktet loven, hver gang han selv kørte i tjenestebil mellem hjemmet og arbejdet.

Det vurderer Ankestyrelsen ifølge Ekstra Bladet, der har fulgt sagen.

- Ankestyrelsen vurderer, at det som udgangspunkt ikke vil være lovligt, hvis Ishøj Kommune stiller en tjenestebil til rådighed for borgmesterens kørsel mellem dennes hjem og arbejde, hvis borgmesteren selv fører bilen, lyder det.

Borgmester vil sørge for at få styr på sagerne

Ekstra Bladet afslørede i januar, at Ole Bjørstorp jævnligt parkerede en skatteyderbetalt VW Golf Sportsvan på villavejen ved sit hjem eller i sin egen indkørsel i Ishøj Landsby.

Borgmesteren kørte selv tjenestebilen, og da han først blev konfronteret, var alt ifølge Ole Bjørstorp "100 procent" efter reglerne.

Senere erkendte borgmesteren, at han havde brugt bilen til privatkørsel imod reglerne.

Socialdemokraten, som går efter at blive borgmester igen ved valget næste år, erkendte, at han har parkeret tjenestebilen 40 gange derhjemme i 2019.

Ole Bjørstorp har også kørt til flere partiarrangementer. Noget, der er lodret mod Indenrigsministeriets regler for kommunale tjenestebiler til borgmestre.

Kommunen og borgmesteren skal nu sørge for at få orden i sagerne.

- Ankestyrelsen går ud fra, at Ishøj Kommune fremover vil sørge for, at ordningen med at stille tjenestebil til rådighed for borgmesteren er i overensstemmelse med lovgivningen, skriver den offentlige myndighed, der fører tilsyn med, at kommunerne overholder loven.