Antallet af nye smittetilfælde eksploderer i USA

Med indtil videre over 83.700 smittetilfælde torsdag har USA registreret det største antal under pandemien.

Antallet af nye smittetilfælde i USA har torsdag nået det hidtil højeste i løbet af en enkelt dag siden coronapandemiens begyndelse.

Indtil videre er der torsdag registreret 83.757 nye tilfælde.

Det fremgår af en løbende opgørelse fra Johns Hopkins University.

Det rapporterer CNN omkring klokken 20 amerikansk østkysttid. Det svarer til klokken et natten til fredag dansk tid.

Nyhedsbureauet AFP skriver en time senere ligeledes, at smittetallet i USA set over en periode på 24 timer har sat rekord. Ifølge AFP er der registreret 91.295 nye tilfælde.

Siden virusudbruddet begyndte i de første måneder af 2020, er næsten ni millioner personer i USA blevet testet positive for coronavirusset. Heraf er næsten 229.000 døde.

Ny prognose: Op til 256.000 døde inden Thanksgiving

Både de amerikanske smitte- og dødstal er uden sidestykke globalt.

Det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) er torsdag kommet med en ny prognose for de kommende tre ugers udvikling i antallet af dødsfald som følge af covid-19, som virussygdommen hedder.

CDC forudser, at inden Thanksgiving den 21. november vil antallet af døde været steget til mindst 243.000 og i værste fald 256.000.

Ud af de 50 delstater i USA har 41 delstater den seneste uge haft mindst ti procent flere smittetilfælde end i den foregående uge. Det viser data fra Johns Hopkins University ifølge CNN.

Og en ekspert forudser, at den negative udvikling vil accelerere.

Dr. Scott Gottlieb, der fra 2017 til april 2019 var topchef for den amerikanske lægemiddelstyrelse, USA Food and Drug Administration, mener, at det lige op over, før antallet af smittetilfælde skal opgøres i sekscifrede tal.

- På et tidspunkt i løbet af de kommende uger vil vi sandsynligvis overskride 100.000 nye tilfælde per dag i USA, siger Gottlieb til CNN.

Hvis kurven skal knækkes, skal amerikanerne udvise større respekt for virussets smitsomhed, mener han.

- Virkeligheden er den, tror jeg, at pandemien ikke begynder at aftage, før vi ser forbrugerne ændre adfærd, siger Scott Gottlieb.