Politiet har anholdt mand mistænkt for trafikdrab på femårig

Siden i går har bilisten været efterlyst af politiet. Han fremstilles i grundlovsforhør i morgen.

Folk lægger blomster og mindes den femårige pige, der mistede livet efter at være blevet ramt af en mandlig flugtbilist på Frederiksberg. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Den 21-årige mand, som i går blev efterlyst for at have kørt en femårig pige ihjel på Peter Bangs Vej i København, er nu anholdt.

Det oplyser Københavns Politi.

Siden i går har bilisten været på flugt og efterlyst af politiet, fordi han er mistænkt for at have påkørt pigen og hendes mor.

- Siden påkørslen har vi arbejdet intensivt på at finde frem til den mistænkte og nu anholdte mand, da vi har en stærk formodning om, at det er ham, der kørte bilen og bagefter flygtede fra stedet, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

- Vi har i den forbindelse foretaget en række efterforskningsskridt, og har blandt andet ransaget flere adresser i hovedstadsområdet, og det har samlet set her til aften ført til anholdelsen, tilføjer han.

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen, hvor politiet vil begære lukkede døre.

Han er tidligere kendt af politiet, og han havde adgang til bilen, som ramte den lille pige.

Påkørt på fortovet

Ulykken fandt sted onsdag eftermiddag omkring klokken 16. Her holdt en sort VW passat på Sæbyholmsvej ved udmundingen i Peter Bangs Vej på grænsen mellem Valby og Frederiksberg.

Pludselig accelererede bilen, krydsede vejen og ramte den femårige pige og hendes mor på fortovet på den modsatte side af vejen.

Den femårige pige afgik kort tid efter ved døden, mens hendes mor blev lettere kvæstet.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på, hvorfor ulykken skete.

- Alt det tekniske omkring ulykken venter vi svar på. Der kan godt gå et stykke tid, sagde vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Knud Hvass tidligere i dag.

'Tak for at være min ven'

Et døgn efter har ulykken sat sine tydelige spor på Peter Bangs Vej 252.

På den store, gule husfacade bliver sporene fra mødet med bilen gradvist dækket mere og mere til af blomster, som forbipasserende nænsomt afleverer af respekt for pigen og hendes efterladte.

Ved siden af blomsterne ligger bamser, og folk har tændt lys.

Andre har skrevet kort med en sidste hilsen til den lille pige.

- Tak for at være min ven, skriver en efterladt veninde blandt andet.

I et andet kort skriver afsenderen:

- Kære lille pige. Sov sødt, og hvil i fred.

Folk lægger blomster og mindes den femårige pige, der mistede livet efter at være blevet ramt af en mandlig flugtbilist. Gerningsstedet bliver besøgt på Peter Bangs Vej på Frederiksberg torsdag den 29. oktober 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Mette Frederiksen: 'Mit hjerte græder'

Dødsulykken har også gjort indtryk på statsminister Mette Frederiksen (S).

I et Facebook-opslag tidligere i dag kaldte statsministeren flugtbilisten for en "kujon".

- Jeg vil gerne sende mine varmeste tanker til den familie, der på tragiske vis mistede en lille pige på kun fem år i går, skriver Mette Frederiksen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

- Mit hjerte græder. Jeg vil gerne sende mine varmeste tanker til den familie, der på tragis vis mistede en lille pige på kun fem år i går. Som mor ved jeg, at sorgen er knusende. Og hvor er det kun en kujon, der løber afsted efter at have berøvet et andet menneske dets liv og dermed ikke står til ansvar for sine handlinger.

Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, bider mærke i, at føreren af bilen forlod ulykkestedet.

- Hvor er det tragisk, at en femårig pige har mistet livet i en forfærdelig ulykke. Grusomt. Mine tanker går selvfølgelig til familien. Men samtidig er jeg også edderspændt rasende over at læse om den usling af en gerningsmand, der efterlader sine ofre og stikker af fra stedet, skriver han på Facebook.

Ulykken har da også bragt sindene i kog hos mange på de sociale medier. Tonen er faktisk så grov, at Københavns Politi har bedt om, at man tænker sig om.

En mandlig flugtbilist flygtede fra stedet efter påkørslen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)