Formand for intensivlæger frygter, coronakampen bliver for dyr: 'Vi er overhovedet ikke presset'

Folketinget ser i dag på, hvordan Danmark styrer coronasmitte, uden at prisen bliver for høj.

Folketinget holder i dag høring om strategien mod covid-19 fremadrettet. Høringen drejer sig om, hvordan man kan sikre, at restriktioner mod corona er relevante, forudsigelige, og at proportionerne er i orden. (Foto: © Niels Aage Skovbo, Region Midtjylland.)

Hvordan kan man sikre, at restriktioner mod corona er relevante, forudsigelige og hverken for bløde eller hårde? Det er temaet for en høring i Folketinget i dag.

Formand for intensivlægerne Joachim Hoffmann-Petersen er én af de læger, som mener, at kampen mod corona kan blive for dyrt.

Da Danmark lukkede ned i foråret, var ét af de store argumenter, at man ville undgå samme situation som Italien, hvor hospitaler var overfyldte, og der var mangel på respiratorer.

Men den seneste måned herhjemme, før statsministerens pressemøde i fredags, har intensivafdelingerne ikke været under pres. Siden 2. juni har højst 20 været indlagt på intensiv, og kurven har været flad den seneste måned.

- Vi er overhovedet ikke presset. Vi er på ingen måde belastet, siger Joachim Hoffmann-Petersen.

Selvom der er roligt på intensivafdelingerne nu, så slår antallet af smittede rekord, og sundhedsmyndighederne forventer flere indlagte på intensiv, fordi nogle smittede vil blive alvorligt syge, men Joachim Hoffmann-Petersen er ikke nervøs for at blive overrumplet.

- Vi er meget, meget, meget, meget langt fra de scenarier, vi talte om i foråret, siger formanden for intensivlægerne.

Han er bekymret for, at Danmark bruger for mange penge på corona, så der bliver dårligere råd til et godt sygehusvæsen og behandling af andre patienter fremover.

Det koster mindre at handle hurtigt

Ved høringen i Folketinget taler fire eksperter om balancen mellem at stoppe corono, og hvad det koster samfundet.

Selvom det er dyrt at bremse op og indføre restriktioner, mener de fleste partier, at det er bedst at hive i bremsen for tidligt end for sent. Det er for dyrt at vente.

- Hvis landet bliver lagt ned, kommer det til at få katastrofale følger for samfundsøkonomi og beskæftigelse. Det eneste ansvarlige er at gribe hårdt ind og være foran virus, og ikke vente til der sker en markant smittespredning, mener Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokraternes sundhedsordfører.

Venstre, Konservative, SF, Radikale og Dansk Folkeparti støtter strategien med at slå coronavirus ned, før den for alvor breder sig.

- Man bruger hammeren og kan så løsne op igen, siger Stinus Lindgren, sundhedsordfører for De Radikale, som også mener, der er grund til at være påpasselig med corona på grund af senfølger.

SF´s sundhedsordfører, Kirsten Normann, peger på, at de lande, der handler i tide, har bedre økonomi end lande, der bremser op for sent.

For eksempel har England, Frankrig og Tyskland strammet endnu kraftigere op end Danmark, og tyskerne lukker blandt andet barer, restauranter, biografer og teatre fra på mandag.

Restriktioner skal give mening

Mens der er bred enighed i Folketinget om strategien med at handle tidligt i stedet for sent, så er der uenighed om metoderne. Hvilke værktøjer er bedst at bruge?

Venstre efterlyser et varslingssystem over, hvornår man skrider ind overfor corona. Det skal være klart, hvornår lampen begynder at blinke rødt – og om det for eksempel er, når tallet af indlagte eller smittede stiger.

Samtidig skal regeringen og myndigheder være klarere i spyttet, når det gælder om at forklare restriktionerne.

- Man skal sandsynliggøre, at restriktionerne giver mening og er logiske, og hvad effekten er, siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.

Præcisering 16:38 : Formanden for intensivlægerne Joachim Hoffmann-Petersen bakker op om de nuværende restriktioner, men er bekymret for den samlede udskrivning.