Tre dræbt ved knivangreb i Nice

Hvad skete der? Tre personer blev torsdag dræbt ved et knivangreb i en kirke i den sydfranske by Nice. Én person er anholdt. Nices borgmester kalder dagens angreb for terror.

Hvad er gået forud? Frankrig var i forvejen i højt terrorberedskab. Blandt andet efter to terrorhændelser i løbet af de seneste måneder.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Macron: - Frankrig er under angreb

Den franske præsident, Emmanuel Macron, er torsdag eftermiddag kommet til Nice. Her siger han, at "Frankrig er under angreb", og landet har været udsat for et "islamistisk terrorangreb", skriver Reuters.

Præsidenten brugte samtidig taletiden til at opfordre franskmændene til at stå sammen og sendte sin uforbeholdne støtte til "katolikker i Frankrig og i verden".

- Når vi bliver angrebet, så er det på grund af vores værdier. Vores værdier om frihed og vores mål om ikke at bukke under for terror, sagde Macron blandt andet.

Efter angrebet er fransk militær blevet udstationeret foran skoler og kirker, der er særligt udsatte, fortæller præsidenten.

Mette Frederiksen: - Vi står skulder ved skulder med vores franske venner

- I Danmark står vi skulder ved skulder med vores franske venner i denne svære tid.

Sådan lyder det i en skriftlig udtalelse fra statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag eftermiddag som reaktion på angrebet i Nice. Statsministeren skriver videre, at hun er berørt og sender sine tanker til "ofrenes familier og det franske folk".

Samme melding kom fra udenrigsminister Jeppe Kofod tidligere på dagen:

Kirkeklokker ringede i respekt for ofre

Kirkeklokker i alle Frankrigs kirker ringede klokken 15.00 for at hylde ofrene for angrebet i Nice. Videoer på sociale medier fra flere stedet i landet viser, hvordan klokkerne ringede:

Lande i mellemøsten fordømmer angreb

Flere lande i mellemøsten, heriblandt Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten, har fordømt angrebet i Frankrig.

Egyptens højeste religiøse myndighed Al-Azhar kalder blandt andet angrebet for et "hadefuldt terrorangreb".

To kvinder og én mand blev ofre for knivangreb i Notre Dame

To kvinder og en mand døde ved angrebet. Alder og etnicitet er endnu ikke officielt bekræftet.

Men ifølge de franske medier Le Figaro og La Parissien er der tale om en kvinde omkring de 70 år, en mandlig kirketjener på omkring 45 år og en kvinde af afrikansk afstamning omkring de 30 år.

Den 70-årige blev fundet i kirken og havde fået sin hals skåret over.

Den 45-årige mandlige kirketjener var gift og far til to døtre. Han havde arbejdet i kirken i 10 år, og han døde i kirken af flere knivstik.

Den 30-årige fik flere knivstik, men formåede at flygte til en nærliggende café, hvor hun til sidst døde af sine kvæstelser.

Macron ankommet til Nice

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er ankommet til Nice, hvor et knivangreb kostede tre mennesker livet i morges. Ved ankomsten kondolerede han over for byens borgmester, Christian Estrosi. 

Frankrig opgraderer til højeste trusselsniveau efter knivangreb

Frankrig har opgraderet landets trusselsniveau til det højeste niveau efter dagens angreb i Nice. Det oplyser premierminister Jean Castex. Han har også sagt til Den Franske Nationalforsamling, at regeringens reaktion på angrebet vil være fast og uforsonelig. 

Det er tredje gang dette efterår, at Frankrig gennemlever, hvad myndighederne betegner som terrorhændelser.

I september blev to journalister angrebet og hårdt såret i Paris foran en bygning, hvor satiremagasinet Charlie Hebdo tidligere holdt til.

For knap to uger siden fik en lærer halsen skåret over i udkanten af Paris af en tjetjensk islamist. Læreren havde undervist i ytringsfrihed, og han havde undervejs tilbudt at vise karikaturtegninger af profeten Muhammed til de elever, der ønskede det.

Vatikanet: Terrorisme er aldrig acceptabelt

Vatikanet fordømmer angrebet i Nice og siger, at terrorisme aldrig er acceptabelt, og at paven beder for ofrene. 

Også formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, fordømmer angrebet i Nice, som kostede tre mennesker livet. Ifølge Reuters kalder hun angrebet for frastødende og brutalt og siger, at hele Europa står i solidaritet med Frankrig. 

Tyrkiet fordømmer angreb i Nice

Det tyrkiske udenrigsministerium siger, at de på det stærkeste fordømmer knivangrebet i Notre Dame i Nice. I en meddelelse skriver ministeriet, at Tyrkiet står solidarisk med det franske folk i kampen mod vold og terrorisme. Det skriver Reuters. 

Mand med kniv skudt i Avignon efter angrebet i Nice

En mand er blevet skudt og dræbt af politiet i den franske by Avignon, efter at han truede forbipasserende med en kniv og råbte 'Allahu Akbar', skriver det franske medie Europe 1. Det er uvist, om hændelsen er forbundet til det mulige terrorangreb i Nice.

Borgmester: I dag betaler vi en al for høj pris

Borgmester Christian Estrosi siger til pressen: 

- I dag betaler vi en al for høj pris ved endnu engang at være ofre for islamofascismen (...). Der er ikke nogen tvivl (...) han (gerningsmanden, red.) gentog igen og igen Allahu Akbar, mens han blev behandlet af redningsmandskabet. 

Borgmester opfordrer til nedlukning af Nice

Alle kirker, moskéer, synagoger og lignende er beordret lukket i Nice. Desuden opfordrer byens borgmester til at alle offentlige instanser, herunder vuggestuer, lukker i forbindelse med terrorangrebet. 

Området omkring gerningsstedet, Notre Dame-kirken i det centrale Nice, er totalt afspærret. 

Muslimsk råd fordømmer terrorhandling

Frankrigs Muslimske Råd fordømmer på Twitter terrorangrebet i Notre Dam- kirken i Nice. I sorg og solidaritet med ofrene og deres nærmeste opfordrer rådet Frankrigs muslimer til at aflyse al fejring af Mawlid - profeten Muhammeds fødselsdag. 

Politi stormer kirke i Nice

En Twittervideo viser politiet storme kirken Notre Dame i det centrale Nice. 

Offer køres ud fra gerningssted

SOS Chrétiens d'Orient har lagt en video på Twitter, der viser et offer blive kørt ud fra kirken på en båre. Ifølge politiet er tre blevet dræbt og flere er såret ved angrebet, der fandt sted omkring klokken ni torsdag morgen. 

Fransk politi bekræfter: Kvinde fik halsen skåret over ved knivangreb

Fransk politi bekræfter, at tre personer, to kvinder og en mand, er døde ved morgenens knivangreb i kirken Notre Dame i den sydfranske by Nice. Ifølge politiet fik en kvinde skåret halsen over ved angrebet. 

Én person er anholdt. Motivet for angrebet er endnu ukendt. 

Et minuts stilhed i parlamentet

Knivangrebet i Nice fandt sted omkring klokken 9 torsdag morgen. Klokken 9.45 afholdt det franske parlament et minuts stilhed for ofrene. Regeringen har indkaldt til krisemøde. 

Den franske præsident Emmanuel Macron er lige nu på vej mod Nice. 

Én person anholdt - kørt på hospitalet efter anholdelse

Én person er blevet anholdt i forbindelse med knivangrebet. Ifølge nyhedsbureauet AP er den anholdte blevet kørt til et nærliggende sygehus, efter at være blevet såret under anholdelsesaktionen. 

Ifølge AP handlede gerningsmanden på egen hånd. Ifølge Nice's borgmester råbte gerningsmanden "Allahu Akbar", da han blev anholdt. Det skriver nyhedsbureaet Reuters. 

Borgmester kalder angreb for terror

Borgmester Christian Estrosi anser angrebet for at være terror. Hvis knivangrebet kan bekræftes som et terrorangreb, vil det i så fald være tredje gang dette efterår, hvor Frankrig gennemlever, hvad myndighederne betegner som terrorhændelser. I september blev to journalister angrebet og hårdt såret i Paris foran en bygning, hvor satiremagasinet Charlie Hebdo tidligere holdt til. For knap to uger siden fik en lærer halsen skåret over i udkanten af Paris af en tjetjensk islamist. Læreren havde undervist i ytringsfrihed, og han havde undervejs tilbudt at vise karikaturtegninger af profeten Muhammed til de elever, der ønskede det.

De tidligere angreb betyder, at Frankrig allerede befinder sig i højt terrorberedskab.