Nyt billede af flugtbilist - efterlyst for at ramme 5-årig pige på fortov

En 21-årig mand fra København er mistænkt for at have trafikdræbt en 5-årig pige, der var til fods. Herefter flygtede han fra stedet.

TV 2 har fjernet navn og billede på manden, da han er blevet anholdt.

Den 21-årige er stadig på fri fod, efter han onsdag aften blev efterlyst af Københavns Politi.

Derfor frigiver politet nu et nyt billede af den unge mand, som efter politiets opfattelse kørte tværs over fortovet ved Peter Bangs Vej på Frederiksberg omkring klokken 16, hvor han ramte en 5-årig pige, der gik på fortovet sammen med sin mor.

Pigen blev dræbt på stedet, og hendes mor blev lettere kvæstet og måtte efterfølgende behandles på Hvidovre Hospital.

- Vi mener, han var alene i bilen, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass til TV 2.

Kun én er efterlyst

Den 21-årige har ifølge politiet råderet over bilen, der ikke var meldt stjålet, og han er i forvejen kendt af politiet.

- Vi søger ham stadig intensivt, men vi har også brug for borgernes øjne og ører. Vi har en rimelig stærk formodning om, at det var den efterlyste, der førte bilen, siger Knud Hvass.

Han oplyser, at politiet har søgt efter den unge mand på adresser, hvor han er kendt for at holde til, men endnu uden held.

- Vi opfordrer stadig den efterlyste til at melde sig selv, siger Knud Hvass.

Han beskrives som:

  • Mand, 21 år gammel
  • Mørk i huden og mørkt hår
  • Cirka 180 cm høj
  • Almindelig af bygning
  • På gerningstidspunktet var han iført sort tøj

Ingen kendt relation

Færdselsuheldet fandt sted onsdag eftermiddag omkring klokken 16.

Her holdt en sort VW Passat på Sæbyholmsvej ved udmundingen af Peter Bangs Vej. Pludselig accelererede bilen, krydsede vejen og ramte den femårige pige og hendes mor på den modsatte side af vejen.

Efter ulykken flygtede gerningsmanden til fods, mens ulykkesbilen blev efterladt på tværs af vejen.

Årsagen til, at føreren af bilen trykkede på speederen og kørte ind i muren på den modsatte side af vejen, er ikke klar.

- Der er ikke nogen kendt personlig relation mellem den 21-årige og kvinden og hendes barn, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass.

Ring 114

Politiet opfordrer alle, der måtte have kendskab til hans opholdssted, til at ringe 114 og ikke selv kontakte den efterlyste.

Det første alarmopkald blev registreret klokken 16.01, hvorefter politiet kort efter ankom til ulykkesstedet og afspærrede området, mens bilinspektører og teknikere forsøgte at klarlægge, hvordan ulykken havde fundet sted.

Umiddelbart oplyste politiet, at meget høj fart ikke nødvendigvis var årsagen.

Lovstramning kan være på vej

I februar lød det fra Christiansborg, at regeringen ville stramme lovgivningen i forhold til vanvidsbilisme samt undersøge og eventuelt øge strafniveauet i grove trafiksager.

Endnu er intet sket, men regeringen har tidligere meldt ud, at et lovforslag vil blive præsenteret i løbet af efteråret.

- Jeg har ikke ord for, hvor tragisk familiens tab er, og jeg har sjældent set magen til fej og krysteragtig adfærd, når bilisten samtidig flygter fra stedet, siger justitsminister Nick Hækkerup til Ritzau.

Torsdag formiddag er ulykkesstedet på Frederiksberg dækket af blomster.