Over 1000 nye smittede og flest indlagte siden maj

Det nye smittetal kommer samme dag som en stribe nye restriktioner træder i kraft.

Antallet af smittede med coronavirus i Danmark er steget markant siden sidste registrering af coronasmittede.

Med 1056 nysmittede er mandagens opgørelse de højeste tal på lidt mere end et døgn, siden pandemien kom til landet.

Antallet af indlagte stiger med 18 til 145, hvilket er det højeste siden 14. maj.

Der er registreret yderligere seks døde med coronavirus. Dermed er der registreret 708 personer døde med coronavirus, siden virussen kom til Danmark.

Meget højt tal "gør indtryk"

Kåre Mølbak, direktør i Statens Serum Institut, siger om dagens smittetal, at de er fundet på baggrund af 28 timer på grund af forsinkelse og ikke 24 timer, så det er på niveau med søndag.

– Det er et meget højt tal, der gør indtryk, siger han på mandagens pressemøde.

Han oplyser, at det ikke nødvendigvis er alle indlagte, som fremgår af statistikken, der er indlagte på grund af coronavirus. Men det er langt de fleste.

- Danmark har været i den heldige situation, at vi ikke har set nogen markant overdødelighed bortset fra en kort periode i marts.

- En anden ting, vi arbejder med, er en ekspertrapport, hvor vi har korrigeret for testaktivitet siger Mølbak.

Der er foretaget lige knap 60.000 test for coronavirus siden seneste opgørelse søndag.

Hospitaler skal have beredskab klar

Søndag blev der registreret 945 smittede på et døgn, hvilket var det højeste nogensinde.

Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen og tidligere vicedirektør for Hvidovre Hospital, mener, at det begynder at se ud til, at hospitalerne skal have deres beredskab i gang.

- Der er stadig masser af plads på hospitalerne, men nu begynder det også, at nå et niveau, hvor man skal til at være forberedt på, at der måske kommer endnu flere patienter, siger han om de nye indlæggelsestal.

Ifølge Statens Serum Institut er sundhedsssektoren dog ikke presset i stil med det, man ser i flere europæiske lande.

- Vi har en epidemi, der er i fuld kontrol, siger Kåre Mølbak.

Nyt pressemøde mandag

Se alle de nyeste coronatal fra Danmark og verden her.

Det høje smittetal kommer samme dag som en stribe restriktioner træder i kraft.

Mandag er nye, skærpede coronarestriktioner trådt i kraft. Det betyder blandt andet, at forsamlingsforbuddet er sænket fra 50 til 10.

Fra og med torsdag indføres krav om øget brug af mundbind i det offentlige rum, eksempelvis når man handler ind.