Seneste nyt om coronavirus

Hvad skete der? Statsministeren varsler nye restriktioner i lyset af stigende smitte.

Hvad er status i Danmark? Der blev konstateret 760 nye smittede med coronavirus torsdag. I alt er 694 døde med covid-19 i kroppen. Se alle de seneste tal her.

Livebloggen opdateres ikke længere.

Brasilien melder om 33.862 nye smittetilfælde

Brasilien har registreret 33.862 nye smittetilfælde de seneste 24 timer, oplyser sundhedsministeriet ifølge Reuters.

Samtidig melder landet om 497 nye dødsfald.

USA godkender middel mod corona

USA's lægemiddelstyrelse (FDA) har fuldt godkendt lægemidlet Remdesivir til behandling af coronavirus. Det fremgår af FDA's hjemmeside, skriver DR.

Brostrøm er klar til at skrue på flere knapper

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, peger på, at der kan skrues yderligere på nogle af de restriktioner, der blev indført i september.

Det er tiltag som forsamlingsstørrelse, brug af mundbind, reduktion af sociale arrangementer og tidlig lukning af restauranter og caféer.

Det er dén ”værktøjskasse”, Søren Brostrøm vil tage fra.

- Det er knapper, vi kan skrue yderligere på i vores indsats for at bevare kontrollen med epidemien og samtidig holde vores samfund så åbent som muligt, siger Søren Brostrøm til TV 2.

21.242 nye smittede i Storbritannien

21.242 tilfælde af coronavirus er blevet registreret i Storbritannien over ét døgn. Det oplyser sundhedsmyndighederne torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Derudover er yderligere 189 personer døde, 28 dage efter at de er testet positive for corona, viser opgørelsen.

Over 20.000 nye smittede i Spanien

Spaniens sundhedsministerium melder torsdag om 20.986 nye smittetilfælde med corona. Det er den højeste daglige stigning siden udbruddet begyndte. Det skriver CNN.

Antallet af døde med coronavirus ligger nu på 34.521 med 155 nye dødsfald torsdag.

Trump tester negativ for corona

USA's præsident, Donald Trump, er testet negativ for coronavirus forud for den sidste debat med Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, natten til fredag dansk tid. Det oplyser Trumps stabschef ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Grønlands landsting lukker grundet coronafrygt

Efterårssamlingen er aflyst, og Grønlands landsting, Inatsisartut, lukker den kommende tid, indtil der er klarhed over coronasmitte. Det skriver KNR.

Ifølge mediet er der en nær kontakt til en smittet, som har været til møde med landstingets Finansudvalg. Alle medlemmerne af udvalget er efterfølgende sendt i karantæne.

Frankrig sætter rekord og nærmer sig en million smittede

Coronapandemien har igen for alvor fået fat i store dele af Europa, og det gælder ikke mindst Frankrig, der torsdag kunne notere en markant stigning i antallet af nye smittetilfælde.

Således er der det seneste døgn registreret 41.622 nye tilfælde. Det er næsten 15.000 flere end onsdag, hvor der blev tilføjet 26.676 til listen.

Hidtil har rekorden for fleste positive coronatest på et døgn ligget på lidt over 30.000 i Frankrig.

Med dagens opdatering er Frankrig tæt på at blive det syvende land, der krydser en million smittede.

Torsdag aften står tælleren ifølge de franske sundhedsmyndigheder på 999.043.

Ansat på sjællandsk skole smittet med coronavirus

En ansat på Ådalskolen i Ringsted har torsdag fået konstateret coronasmitte. Det skriver sn.dk med henvisning til en pressemeddelelse fra Ringsted Kommune.

Ådalskolen er en folkeskole for børn med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Elever og personale, der er vurderet nære kontakter, er sendt hjem.

Coronatest i Aarhus samles ét sted

Fra på mandag 26. oktober flytter testberedskaber for corona til det nyopførte corona–testcenter ved Aarhus Universitetshospital. Det sker for at gøre testning mere enkel og overskuelig for borgerne, skriver Århus Stiftstidende.

Rejsende fra Danmark er fritaget fra karantæne i Storbritannien

Fra på søndag er det ikke længere nødvendigt  at gå i 14 dages selv-isolation, når de ankommer til Storbritannien. Det oplyser den britiske transportminister, Grant Shapps, på Twitter. 

Varslede restriktioner giver afbud i restaurationsbranchen

Statsministerens kommunikation giver afbud i restaurationsbranchen.

Det siger Kristian Nørgaard, politisk chefkonsulent hos Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restaurations- og turisterhvervet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har torsdag annonceret, at der kommer yderligere corona-restriktioner.

Hvilke der er tale om, kommer dog først frem om et par dage.

- Det er en urimelig måde at behandle virksomhederne på. Det her får afbuddene til at vælte ind, siger Kristian Nørgaard.

Frankrig udvider udgangsforbud - påvirker nu 46 millioner mennesker

I Frankrig udvides udgangsforbud for aften- og nattetimerne til yderligere 38 departementer. Udgangsforbuddet vil påvirke 46 millioner indbyggere, fortæller den franske premierminister, Jean Castex, ifølge AFP.

Rejsebranche i knæ - kræver regionale rejseregler hurtigt

Rejsebureauerne kan ikke bestå meget længere. Det siger Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Meldingen kommer, efter at Tyskland og Cypern torsdag er blevet tilføjet til listen over lande, som der frarådes ikke-nødvendige rejser til.

- Vi er lukket næsten helt ned nu, og derfor må regeringen se på muligheden for at hjælpe branchen økonomisk, siger han i en kommentar.

Han vil hurtigst muligt have regionsopdelte rejsevejledninger.

Pressemødet er slut

Og dermed er pressemødet slut. Vi fortsætter med at opdatere på den seneste udvikling i forhold til coronavirus i denne liveblog.

Danskere kan gøre sin ferie færdig trods nye rejsevejledninger

Jeppe Kofod har nu forladt pressemødet, men Erik Brøgger Rasmussen fortsætter med at svare på spørgsmål.

Han fortæller, at man fortsat kan passe sit arbejde i Sverige, og at Øresundsbroen fortsat vil være åben. Og at man stadig kan tage til Sverige, hvis man for eksempel har en ødegård i Sverige.

Han understreger, at restriktionerne gælder ikke-nødvendige rejser.

Han siger desuden, at danskere, der er ude at rejse, ikke skal skynde sig hjem.

– Man gør sin ferie færdig, og så tager man hjem i god ro og orden.

Jeppe Kofod: Danskernes sundhed er vigtigst

Jeppe Kofod peger på, at man i Irland ikke må mødes i andre hjem end dit eget.

– Vi står i en situation, der begrænser vores rejseaktiviteter. For regeringen er det danskernes sundhed, der er vigtigst for os.

Grækenland er tæt på at nå grænsen

Jeppe Kofod siger, at Grækenland er tæt på at ramme grænsen for, at man fraråder rejser til landet.

- Vi er i en situation, hvor smitten er i stigning i de fleste lande i Europa, siger han.

Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice, fortæller, at Grækenland ikke har ramt grænsen endnu, men han vil ikke udelukke, at det kan ske snart.

Jeppe Kofod: - Det er alvorligt

Udenrigsminister Jeppe Kofod taler nu om de nye rejsevejledninger.

Smitten stiger rigtig mange steder i Europa og i resten af verden, siger han.

- Vi kan se, at det er alvorligt. Det er ikke os, der lukker muligheden for at rejse, det er coronasmitten. 

- Anden bølge af coronasmitten har ramt med en kraft, som vi er nødsaget til at forholde os til.

Ikke-nødvendige rejser til det meste af Tyskland frarådes

På nær Slesvig-Holsten fraråder myndighederne nu alle ikke-nødvendige rejser til Tyskland. Derudover frarådes rejser til Cypern og Letland samt Øresundsregionen i Sverige.

I praksis betyder det, at danskerne kun må rejse til Norge og Grækenland og en række svenske regioner.