Demonstranter skudt ned ved protest mod politivold i Nigeria

Protester risikerer at brede sig efter angreb på demonstranter, der går imod magtmisbrug i Afrikas folkerigeste land.

Flere demonstranter meldes dræbt, efter sikkerhedsstyrker i går åbnede ild ved en demonstration i Lagos. (Foto: © Akintunde Akinleye, Scanpix)

Nigerianske sikkerhedsstyrker har skudt og dræbt flere personer ved en demonstration mod politivold i millionbyen Lagos.

Det oplyser Amnesty International.

Øjenvidner fortæller, at der blev skudt ind i folkemængden, mens BBC rapporterer, at bevæbnede soldater afspærrede området kort inden skyderiet. Antallet af døde og sårede er endnu ikke kendt.

Nedskydningen skete, da hundredvis af demonstranter i aftes trodsede et 24 timers udgangsforbud, som myndighederne har indført for at stoppe omfattende protester mod politivold, der har stået på i to uger.

- Det er simpelthen en tragedie i tragedien og understreger bare, at det her er et kæmpestort problem i Nigeria, lyder det fra Søren Bendixen, DR's korrespondent i Afrika.

Nigerianere har fået nok

Nigeria har i de seneste uger været præget af omfattende demonstrationer mod den særlige politienhed SARS, Special Anti Robbery Squad, som beskyldes for overgreb, tortur og drab.

Efter drabet på en ung mand tidligere på måneden startede omfattende, landsdækkende protester, hvor tusinder er gået på gaden i protest mod politivold.

  • Demonstrationerne har stået på siden starten af måneden. Her ses folk på gaden i Lagos i lørdags. (Foto: © TEMILADE ADELAJA, Scanpix)
  • De fremmødte mindedes i mandags de demonstranter, der havde mistet livet under den seneste tids protester. (Foto: © BENSON IBEABUCHI, Scanpix)
1 / 2

For halvanden uge siden valgte Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, så at opløse den udskældte enhed. Protesterne har dog fortsat, fordi mange nigerianere ikke ser det som nok, forklarer Søren Bendixen, DR's korrespondent i Afrika.

- De ser det som en kosmetisk ændring. De vil have ægte reformer af politiet og bor i et land, hvor der tit ikke bliver fulgt op på, hvad der bliver lovet, siger korrespondenten, der peger på, at mange nigerianere har fået nok af mange års magtmisbrug, ineffektivitet og korruption.

- Som almindelig borger risikerer man at blive stoppet af politiet og afpresset for penge, tortureret eller sågar blive dræbt, hvis man ikke gør, hvad der bliver sagt, fortæller han.

Derfor valgte tusinder af demonstranter i går at trodse regeringens forsøg på at inddæmme protesterne ved at indføre udgangsforbud.

Kan få protester til at brede sig

Lagos' guvernør, Babajide Sanwo-Olu, har lovet en tilbundsgående undersøgelse af hændelsen, som hæren nægter at stå bag. Spørgsmålet er, om det er nok.

- Det her vil lægge et helt enormt pres på myndighederne i Nigeria, fordi det her er et resultat af nogle demonstrationer, som ikke er set større i løbet af Nigerias demokratiske historie.

- Der er ikke nogen grund til at tro, at det her ligefrem kommer til at få protesterne til at stoppe, siger korrespondenten, der peger på, at protesterne bliver fulgt tæt i andre afrikanske lande.

Han fortæller, at hashtags som #endsars og #EndPoliceBrutality i øjeblikket trender på sociale medier i lande som Kenya, Uganda og Sydafrika.

Inden skyderiet fortalte en af demonstranterne i Lagos om sine oplevelser af politichikane:

Forud for skyderiet i går blev en politistation i Lagos brændt ned, og to personer blev skuddræbt af politiet, beretter nyhedsbureauet AP.

Amnesty International vurderer ifølge The Guardian, at mindst 15 mennesker har mistet livet under den seneste tids protester. Her er fredelige demonstranter blandt andet blevet angrebet af bevæbnede, unge mænd, som menes at være betalt af regeringen.

Fordømmelse af regeringen

Den seneste tids protester har fået særligt mange unge til at gå på gaden, og deres frustration omhandler ikke kun politiet, siger Søren Bendixen.

- Folk har simpelthen fået nok, siger korrespondenten, der peger på, at der i samfundet er stor frustration over, at de manglende muligheder for en stor del af befolkningen i det olierige land.

- Det er et resultat af meget opsparet frustration over, at tingene ikke er bedre, end de er, i et land, der ellers har mange rigdomme.

Gårsdagens begivenheder fik i går Manchester Uniteds nigerianske angriber Odeon Ighalo på banen.

- Jeg er ikke typen, der normalt taler om politik, men jeg kan ikke fortsætte med at tie stille, om det der sker hjemme i Nigeria, siger fodboldspilleren i videoen.

- Regeringen er en skamplet, fordi I dræber jeres egne borgere og sender militær på gaden for at slå ned på borgerne, fordi de demonstrerer for deres rettigheder. Det er uhørt.

På den anden side af Atlanten har Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, også taget afstand til nedskydningen af demonstranterne.

- Jeg opfordrer præsident Buhari og det nigerianske militær til at stoppe den voldelige nedkæmpning af demonstranter i Nigeria, som allerede har resulteret i adskillige dødsfald, lyder det i en pressemeddelelse fra Demokraternes præsidentkandidat.

- USA må bakke op om nigerianere, der demonstrerer fredeligt for politireformer og ønsker at gøre op med korruption i deres demokrati, lyder det fra Biden, der opfordrer regeringen i det folkerige afrikanske land til at arbejde sammen med demonstranterne for "et mere retfærdigt og inkluderende Nigeria".

Også den tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton opfordrer regeringen i Nigeria til at stoppe overgrebene.