Dan Jørgensen om klimamål: - Jeg tror selvfølgelig på, at vi når det

Klimaministeren afviser kritik af klimanøl. Regeringen er "ganske ambitiøs", men der skal prioriteres, siger han.

Danmark kommer til at nå klimamålet i 2030.

Det fastslår klimaminister Dan Jørgensen (S), efter han tirsdag har præsenteret regeringens såkaldte klimaprogram.

- Jeg tror selvfølgelig på, at vi når det. Vi viser nu, at det kan lade sig gøre, siger Dan Jørgensen.

Ifølge klimaloven skal regeringen hvert år fremlægge et klimaprogram, som beskriver, hvordan det står til med klimaindsatsen, og hvordan Danmark når målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Afviser kritik fra støttepartier

Regeringens konklusion i klimaprogrammet er, at det er muligt at nå klimamålet, hvis der både iværksættes konkrete virkemidler her og nu samt investereres i grøn teknologi, der skal bidrage til at nå målet på den længere bane.

Regeringen henviser til, at den allerede har taget en række skridt mod målet, og at der er planlagt forhandlinger om blandt andet transportsektoren og landbrugssektoren i efteråret. Det er dog fortsat uklart, hvordan klimamålet konkret skal nås.

- Det er stadig svært at sige, hvordan vi når helt i mål, men vi er kommet et skridt nærmere, fordi vi kan identificere nogle af de virkemidler, politikker og teknologier, der skal bruges, siger Dan Jørgensen.

Ifølge regeringen er det vigtigt at prioritere teknologisk udvikling for at nå klimamålet, mens støttepartierne kritiserer regeringen for at sætte for meget lid til teknologien. De er bekymrede for, at vi ikke når målet, hvis vi går og venter på, at teknologien "redder os", lyder det.

Dan Jørgensen kan ikke forstå kritikken.

Han fremhæver flere gange, at regeringen i løbet af det seneste år har truffet beslutninger, der ifølge regeringens egne tal reducerer udledningen af drivhusgasser med en fjerdedel af det, der skal reduceres i løbet af de næste ti år frem mod 2030.

- Og det er jo ikke sådan, at vi bare læner os tilbage og siger, at teknologien nok skal løse det for os. Tværtimod. Vi vælger aktivt, hvilke teknologier vi gerne vil støtte, og så træffer vi beslutninger nu, som gør det muligt, at de kommer til at hjælpe os, siger Dan Jørgensen.

Det lyder som science fiction, men det kan faktisk godt lade sig gøre

Dan Jørgensen, klimaminister (S)

Han lover yderligere forhandlinger i efteråret, der skal ruste os til at planlægge både på kort og langt sigt.

- Så det er bestemt heller ikke sådan, at der ikke kommer til at ske flere ting på den korte bane. Men du kan ikke nu og her træffe beslutninger, der vil bringe os helt i mål. Du er nødt til også at bruge ressourcer og energi på at træffe beslutninger, som først kommer til at give noget ude i årene.

- Det lyder som science fiction, men det virker

Adspurgt om, hvorfor regeringen ikke fokuserer mere på investeringer, der kan gie resultater nu og her, understreger Dan Jørgensen, at det er afgørende nødvendigt at tænke den slags ind i planerne.

- Jeg tror, at hvis man kun gjorde det, der var muligt lige nu og her i dansk politik, ville vi ikke have havvindmøllerne for eksempel. Dengang var der sikkert også nogen, der sagde, at det ikke gav mening nu og her. Men der valgte man jo i Danmark at sige, at vi vil være foregangsland på det her område, fordi det kommer til at gøre en stor forskel ude i fremtiden.

Læs også: Venstre vil have fremrykket investeringer i veje og vindmøller

Dan Jørgensen giver som eksempel udvikling af teknologien Power-to-X, hvor blandt andet strøm fra vindmøller kan omdannes til brændsel til fly eller skibe.

- Det lyder som science fiction, men det kan faktisk godt lade sig gøre. Der findes de her teknologier, men de skal modnes og opskaleres, og der skal bruges nogle ressourcer på det.