Nordkorea advarer Sydkorea mod at krydse havgrænse i jagt på lig

Sydkorea skal stoppe med at trænge ind over grænsen i eftersøgningen efter en dræbt mand, advarer Nordkorea.

Siden tirsdag har Sydkorea ledt efter liget af en sydkoreansk mand i havområdet ved Nordkoreas vestlige grænse.

Nu advarer Nordkorea om, at Sydkorea skaber spændinger mellem landene ved at lede efter manden ved Nordkoreas grænse.

Det rapporterer statslige medier ifølge Reuters.

Ifølge Sydkorea skød og dræbte nordkoreanske soldater manden i tirsdags, tilsyneladende fordi de mente, at han var en ubuden gæst.

De sydkoreanske myndigheder hævder, at de nordkoreanske soldater efterfølgende brændte liget. Nordkorea siger, at liget gik tabt i havet, efter at han blev skudt.

- Vi opfordrer sydsiden til straks at standse dens indtrængen ind over den militære afgrænsningslinje i det vestlige hav, hvilket kan føre til en optrapning af spændingerne, oplyser Nordkoreas statslige nyhedsbureau, KCNA, søndag i en advarsel til Sydkorea.

Burde ikke være sket

KCNA oplyser videre, at de nordkoreanske myndigheder efterforsker "den forfærdelige sag, der ikke burde være sket".

Det tilføjes, at Nordkorea "er ved at organisere en eftersøgning i de sydvestlige farvande og langs den vestlige kyst".

- Vi kan ikke ignorere en indtrængen i vores territoriale farvande, og vi advarer på det kraftigste sydsiden mod det, skriver KCNA.

Undskyldning

Nordkorea beklagede fredag den savnede sydkoreaners død.

- Jeg undskylder mange gange, at en uventet og uheldig ting er sket i vores farvand, som var årsag til stor skuffelse for præsident Moon Jae-in og folket i syd, lød det fra Kim Jong-un ifølge myndighederne i Sydkorea, der har modtaget beskeden, som kan læses i sin fulde længde her.

Ifølge beskeden fra Kim Jong-un fandt den nordkoreanske kystvagt den sydkoreanske fiskeriinspektør om bord på en redningsflåde i nordkoreansk farvand.

Siden udbruddet af coronavirus har myndighederne i Nordkorea været ekstremt forsigtige for at undgå, at der kommer smitte ind i landet, så kystvagten tog sine forholdsregler.

Nordkoreanerne siger, at kystvagten nærmede sig redningsflåden og råbte manden an, da soldaterne var 80 meter fra ham.