I Finland fester de til klokken fem

Barer, caféer og restauranter skal lukke klokken 22 i Danmark. I Finland holder man stadig sent åbent.

Sidste omgang, den sidste tår, den sidste dans og det sidste kys inden klokken 22.

Sådan er det i Danmark, hvor restauranter, caféer og barer ifølge de nye corona-retningslinjer, der trådte i kraft lørdag, skal lukke klokken 22.

Lidt længere nordpå fester man stort set som sædvanligt. Siden juli har man i Finland kunnet gå i byen til klokken fem om morgenen.

For selv om Finland også har oplevet et stigende antal smittede de seneste uger, og befolkningerne er stort set lige store, har landet kun omkring 100 nye smittede per dag. Danmark har fem-seks gange flere.

Derfor fortsætter nattelivet stort set ufortrødent.

Så når mørket falder på over Helsinki, fyldes barerne op. Eller næsten op. For de finske retningslinjer tilsiger, at en bar kun må lukke trefjerdedele af dens kapacitet ind.

Og så er der enkelte andre undtagelser:

- Vi har måttet droppe både beer pong og karaoke. Man elsker karaoke her i Finland, men det kan man ikke for tiden.

Det fortæller Markus Elberg, der er chef for Rekom Group, som ejer Heidis Bier Bar i Helsinki.

Det får dog ikke finnerne til at blive væk.

- Vi kan se, folk har savnet at komme ud og fyre den af, lyder det fra Markus Elberg.

Det kan gymnasieelev Nelly Palmgren, som TV 2 møder på Heidis Bier Bar, nikke genkendende til.

- Vi er privilegerede, at situationen er så god i Finland, at vi kan få lov til at gå i nattelivet, siger hun.

Naturligt at holde afstand

Finland var som mange andre lande hårdt ramt i foråret, hvor man erklærede undtagelsestilstand fra 17. marts.

Alle grænseovergange blev lukket, børnehaver, skoler og kulturlivet blev lukket, og man måtte ikke forsamles mere end ti personer.

I maj meddelte regeringen, at man, fordi smittetrykket var nede på 0,8, ville åbne skoler og institutioner, mens kulturlivet, og restauranter og nattelivet kunne åbne i juli. Samtidig blev forsamlingsforbuddet hævet fra 50 i juni til 500 i august.

Finland, der har et befolkningsantal, som er cirka på størrelse med Danmark, har i alt 9577 smittede og 343 døde. Til sammenligning har Danmark 26.213 smittede og 648 døde.

Finnerne har været gode til at overholde retningslinjerne, eksempelvis at holde afstand.

Bartender på Heidis Bier Bar Alexander Bryan mener, at der er noget i finsk kultur, der i forvejen gør det naturligt at holde afstand til fremmede.

- Kulturelt set har folk det med at sidde ned alligevel og holder sig med dem, de kender, siger bartenderen.

Bekymrede

Spørgsmålet er, om det er nok i forhold til at holde pandemien nede. Mika Salminen, direktør i Institut for Sundhed og Velfærd, indikerer over for TV 2, at festen måske kan være slut.

- Vi ser nu smittekæder i natklubber og barer, som har sent åbent, så vi er lidt bekymrede over sagen faktisk.

Han har derfor anbefalet, at Finland igen begynder at begrænse åbningstiden i nattelivet.

- Jeg ved, at regeringen på næste tirsdag vil træde sammen og kigge på det spørgsmål, siger han.

Indtil da fortsætter festen - indtil den ikke gør længere.

- Man skal ikke prioritere at gå ud og have det sjovt over andres velbefindende, siger gymnasieeleven Ida Runokangas på Heidis Bier Bar.

Finland laver i øjeblikket 20.000 tests om dagen mod godt 50.000 i Danmark. De finske myndigheder har været på besøg i Danmark for at få inspiration til at skrue op for deres kapacitet.