Stort opråb om sexisme i dansk politik: 'Vi har et ansvar for at handle'

322 kvinder har sendt et opråb til de politiske ledelser om sexisme i dansk politik og kræver handling.

Maria Gudme (S) er en af kvinderne bag initiativet. (Arkiv) (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

322 nuværende eller tidligere kvindelige medlemmer af et politisk parti beretter i et debatindlæg i Politiken om sexisme, krænkelser og grænseoverskridende adfærd både på landsmøder, Christiansborg og til sociale arrangementer.

79 af kvinderne har valgt anonymt at dele deres beretninger om oplevelser med sexisme og overgreb i partierne.

- For os handler det om en gang for alle at slå fast, at sexisme er et generelt problem i politik, uanset hvilket parti du kommer fra, siger Maria Gudme i TV Avisen Morgen. Hun er valgt ind i regionsrådet i Region Hovedstaden for Socialdemokratiet og er en af fire initiativtagere bag opråbet.

Initiativet kommer efter de seneste ugers debat om sexisme i forskellige brancher, som begyndte med Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla.

- Det var egentlig hendes mod, der fik os til at tale sammen om, at nogle skulle gøre noget. Og vi måtte se hinanden i øjnene og sige, at det er nok os. Vi har et ansvar for at handle.

Her ses Sigrid Friis Proschowsky sammen med politisk leder for Radikale Venstre Morten Østergaard og næstformand Sofie Carsten Nielsen. (Arkiv) (Foto: © Jens Dresling, Scanpix)

Der er meget på spil

Ifølge Sigrid Friis Proschowsky, der er tidligere formand for Radikal Ungdom, medlem af hovedbestyrelsen i Radikale Venstre og en af de fire initiativtagere, er oplevelserne med sexisme vidt forskellige.

De spænder fra nedladende kommentarer til voldsomme seksuelle overgreb.

- Det har været meget overvældende at læse om alle de her oplevelser, der spreder sig fra lokalt til nationalt niveau. Det er over hele linjen, siger hun.

Men hvorfor er det først nu, at kvinderne står frem og fortæller om de her episoder? Maria Gudme mener, at det både kan skyldes loyalitet over for partiet, men også det politiske engagement, der betyder, at det kan være svært at skelne mellem privatliv og ens politiske liv.

- Der er rigtig mange relationer, der går på kryds og tværs, så der er meget mere på spil end den enkelte sag. Det kan have konsekvenser for dine venner og måske endda partiet.

Rystende læsning

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, kalder indlægget i et opslag på Facebook "rystende læsning".

- Nogle af tilfældene, som de er beskrevet i brevet, er decideret strafbare. Andre handler om upassende opførsel og grænseoverskridende kommentarer. Fællesmængden i brevet er, at der beskrives en opførsel og en omgangstone, der er meget langt fra acceptabel i et politisk parti eller for det danske folkestyre, skriver han.

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, kalder indlægget for rystende læsning. (arkiv) (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Kvinderne bag debatindlægget håber, at det får partierne og ledelserne til at se indad.

Ifølge formanden er man i Venstre allerede i gang med at sikre klare retningslinjer for, hvordan krænkende adfærd og sexisme håndteres, og der er planlagt en større undersøgelse af medarbejdernes tilfredshed.

- Vi er i gang med en revision af vores medarbejderhåndbog, og vi har kommunikeret klart til alle ansatte, hvor man skal henvende sig, hvis man oplever grænseoverskridende adfærd.

I Socialdemokratiet har man sat sig for at undersøge sexisme i partiet. Til det har man ansat et advokatfirma, skriver Politiken.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) kan man ikke længere være uenige om, at der er et kulturelt problem i dansk politik.

- Nu har vi set beskrivelser, konkrete og mere generelle, fra stort set alle brancher, hvor der er en mikrofon til rådighed. Jeg er sikker på, at det samme gør sig gældende de steder i samfundet, hvor der ikke er en lige så direkte adgang til mikrofonen, siger Mette Frederiksen til Politiken.

- Nu har vi set beskrivelser, konkrete og mere generelle, fra stort set alle brancher, hvor der er en mikrofon til rådighed. Jeg er sikker på, at det samme gør sig gældende de steder i samfundet, hvor der ikke er en lige så direkte adgang til mikrofonen, siger Mette Frederiksen. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

- Jeg kunne have skrevet under

Sophie Carsten Nielsen, der er næstformand i Radikale Venstre, har tidligere fortalt om sexisme på Christiansborg, som hun selv kalder "i den milde ende."

- Jeg kunne godt have skrevet under. Jeg er så stolt af, at de står frem. Jeg synes, at de er modige. Selvom jeg ved, at det foregår, var jeg alligevel rystet. Det er voldsom læsning, siger hun.

Hun anbefaler samtlige medlemmer af Folketinget at læse beretningerne og erkende, at sexisme findes i dansk politik.

- Jeg vil ikke igen høre, at jeg skal skamme mig over at kalde kulturen på Christiansborg for rådden. Jeg er ked af at sige, at det er den, og vi er nødt til at få gjort noget ved det, siger Sophie Carsten Nielsen.

I Jyllands-Posten i dag afviser Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti dog, at kulturen på Christiansborg er rådden. Vil man være politiker, må man også lære at sige fra, mener hun.

- Man skal sige fra på det tidspunkt, hvor det sker, og hvis ikke man gør det, og hvis man gerne vil være politiker - og det vil rigtig mange af dem, der er i de unge i partier og gerne vil være praktikanter og så videre - så må man lære det.

- For en del af det politiske liv er også at være selvstændig og kunne sige fra og være sig selv - ikke bare i det, vi nu taler om, lyder det.