Kim Jong-un siger undskyld efter drab på sydkoreansk mand

For første gang i 18 år kommer der en reel undskyldning ud af det nordkoreanske styre.

Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, kom i dag med en yderst sjælden undskyldning efter drabet på en sydkoreansk mand, der blev fundet flydende i en redningsflåde i havet ud for Nordkoreas kyst.

- Jeg undskylder mange gange, at en uventet og uheldig ting er sket i vores farvand, som var årsag til stor skuffelse for præsident Moon Jae-in og folket i Syd, lyder det fra Kim Jong-un ifølge myndighederne i Sydkorea, der har modtaget beskeden, som kan læses i sin fulde længde her.

Den "uventede og uheldige ting", som Kim Jong-un undskylder for, er nedskydningen af en sydkoreansk fiskeriinspektør, der på mystisk vis forsvandt fra sit skib og drev over grænsen til Nordkorea.

Ifølge beskeden fra Kim Jong-un fandt den nordkoreanske kystvagt den sydkoreanske fiskeriinspektør om bord på en redningsflåde i nordkoreansk farvand.

Siden udbruddet af coronavirus har myndighederne i Nordkorea været ekstremt forsigtige for at undgå, at der kommer smitte ind i landet, så kystvagten tog sine forholdsregler.

Nordkoreanerne siger, at kystvagten nærmede sig redningsflåden og råbte manden an, da soldaterne var 80 meter fra ham.

Fiskeriinspektøren identificerede sig ikke, selvom der blev råbt flere gange.

Han svarede kun, at han kom fra syd.

Skudt ti gange

Soldatene nærmede sig yderligere og affyrede to varselsskud - ifølge den nordkoreanske version.

Manden dukkede sig, og nu troede soldaterne, at han ville flygte. De kunne se, at manden bevægede sig, men ikke hvad han præcis havde gang i, så de skød ham 10 gange på 40 til 50 meters afstand.

Da skuddene var affyret, nærmede de nordkoreanske soldater sig redningsflåden, hvor de - ifølge den nordkoreanske version - fandt en stor mængde blod, men ikke noget lig.

Dernæst blev der sat ild til redningsflåden for at undgå eventuel smitte med coronavirus.

I den sydkoreanske version af historien blev liget af fiskeriinspektøren overhældt med olie og brændt af de nordkoreanske soldater.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, fordømte øjeblikkelig drabet, kaldte det "lamslående" og "grusomt" og krævede en undskyldning fra Nordkorea.

Det har han så fået nu.

En sjældenhed

I meddelelsen fra Kim Jong-un beklager han, at Sydkorea kalder soldaternes handlinger "grusomheder", men siger samtidig, at han nu vil tage forholdsregler, så det ikke sker igen.

- Vi kritiserer dette som noget, der ikke burde ske, og forstærker nu overvågningen af søgrænsen for at forhindre det i at ske igen, står der i meddelelsen.

Præcis hvorfor den 47-årige fiskerinspektør havnede i redningsflåden, er endnu ikke opklaret.

En sømand fra Sydkorea forsvandt fra sit skib - et stykke tid senere siger Sydkoreas militær, at de så nordkoreanske soldater brænde et lig.

Ifølge sydkoreanske medier var han netop blevet skilt og havde lånt store pengebeløb af sine kolleger om bord.

Selvom undskyldningen fra Nordkorea er sjælden, er det ikke første gang, at landets ledelse har beklaget eller sagt undskyld.

I 2015 beklagede Kim Jong-uns styre for eksempel, at to sydkoreanere var blevet dræbt af en landmine.

En beklagelse og en undskyldning er dog ikke helt det samme, og for at finde en rigtig undskyldning skal vi helt tilbage til 2002.

Dengang var det Kim Jong-uns far, Kim Jong-il, der undskyldte for, at nordkoreanske agenter havde bortført japanske statsborgere i 1970'erne og 1980'erne.

- Specialstyrkerne indlod sig på en dumdristig jagt på ære. Det var beklageligt, og jeg ønsker ærlig talt at sige undskyld, sagde Kim Jong-il dengang.