Retssag om Femern-tunnel undervejs: 'En lettelsens dag'

Tysk domstol tager nu stilling til klager om danmarkshistoriens største anlægsprojekt.

Retssagen kan betyde, at udsigterne til en tunnelforbindelse mellem Danmark og Tyskland kan blive endnu længere. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

I dag begyndte en længe ventet retssag om Tysklands godkendelse af Femern-forbindelsen.

Det er efterhånden 12 år siden, at Danmark og Tyskland underskrev en aftale om en fast forbindelse mellem Lolland og Femern – alligevel er det juridiske fundament endnu ikke på plads fra tysk siden.

Femern-projektet fik egentlig grønt lys af de tyske myndigheder sidste år, men der blev klaget over godkendelsen, og det skal retten i den tyske by Leipzig nu tage stilling til.

Retten i Leipzig tog i dag hul på sagen. (Foto: © JAN WOITAS, Scanpix)

En af dem, der var tilstede i retten i dag er Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S).

- Det var en dag, hvor alle egentlig virkede glade for nu at begynde at sætte sidste punktum i sagen om om byggeriet. Nu går processen i gang, og inden årets udgang kommer der en afslutning på de her klager, siger han til DR Nyheder.

- Jeg tror, at det for både modstandere og tilhængere er en lettelsens dag, for nu er vi på vej mod en endelig beslutning, så vi kan lægge det bag os.

Kan forsinke milliardprojektet

Den 18 kilometer lange tunnel skal efter planen stå klar i 2029 og vil gøre det muligt at krydse Femern Bælt på 10 minutter i stedet for de nuværende 45 minutter, som det tager med færge.

Femern-forbindelsen kommer til at løbe under vandet mellem Rødby og Puttgarden.

Retssagen vil ikke kunne stoppe Femern-projektet, men bygherren bag projektet, Femern A/S, kan blive bedt om at lave justeringer, som betyder, at forbindelsen bliver forsinket og dyrere. Budgettet for byggeriet var i 2015 på over 52 milliarder kroner.

Klagerne kommer fra to miljøorganisationer, tre rederier, Femern Kommune og en landmand.

Blandt de utilfredse er rederiet Scandlines, som sejler mellem Rødby og Puttgarten, der ligger på øen Femern. De mener, at de planlagte veje til og fra færgehavnen i Puttgarten langt fra er ideelle på grund af flere skarpe sving og lyskryds.

- Især store lastbiler vil få svært ved komme ned til os på havnen i Puttgarden, og det gør det vanskeligt for os at konkurrere med Femern-tunnelen, siger administrerende direktør Søren Poulsgaard Jensen ifølge Ritzau.

En anden af klagerne kommer fra miljøorganisationen NABU, der mener, at den planlagte anlæggelse af tunnelen er til fare for rev og sandbanker, der er hjemsted for fisk, sæler og marsvin.

Medlemmer af organisationen var også mødt frem ved kongreshallen i Leipzig, hvor retssagen i dag begyndte. Her stod de klar med skilte med budskabet 'beskyt Østersøen, stop tunnelen'.

(Foto: © Zweites Deutsches Fernsehen)

Danmark er klar

Trods det tyske fodslæberi er man så småt gået i gang med arbejdet på den danske side af bæltet. I Rødbyhavn er en stor arbejdshavn ved at blive etableret, mens arbejdet fra årsskiftet udvides, når der åbner en fabrik, der skal fremstille betonelementer til tunnellen.

Allerede i sommer var arbejdet med at bygge en mole til anlægsarbejdet ved Rødby i gang. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Hos Holger Schou Rasmussen er meldingen, at han er fortrøstningsfuld omkring retssagen, som han ikke forventer får betydning for projektet.

- Det vigtige er, at vi får den tunnel, og at den bliver klar i 2029, så vi kan forberede hele regionen til at skabe en ny, sammenhængende region med det sydlige Sjælland og Femern. Så al fokus herfra vil være rettet mod den dag, hvor vi kan åbne forbindelsen i 2029, siger borgmesteren.

- Der følger nogle spændende år for Lolland, og så får vi jo en masse jobåbninger her. Som borgmester ser jeg det sådan, at det her byggeri vil holde hånden under Lolland i forhold til en eventuel krise i Europa. Vores arbejdsmarked står pivåbent.

Sådan skal der se ud ved den kommende tunnelforbindelse mellem Danmark og Tyskland. (© Femers A/S)

I tidsplanen, der skal sikre, at Femern-forbindelsen står klar i 2029, er der taget højde for, at der kan blive bruge for tid til at foretage justeringer af projektet, hvis domstolen i Leipzig kræver det, beretter Ritzau.

Tunnelen bliver med sine 18 kilometer verdens længste af sin slags og bliver danmarkshistoriens største anlægsprojekt.

Retssagen behandles af forvaltningsdomstolen i Leipzig frem til den 8. oktober og forventes afgjort inden nytår.