Gasgranater og sammenstød i Hviderusland: Nu vil demonstranter også samle sig i Danmark

Demonstranterne kræver mere demokrati i Hviderusland efter søndagens præsidentvalg.

En tydeligt berørt kvinde ser på, mens en ung mand bliver trykket op mod en patruljevogn.

Kort efter føres han ind i bilen. Anholdt for at protestere mod det diktatur, som han og mange andre hviderussere mener, at de lever i.

- Vi er alle hviderussere. Hvordan er det her muligt? Der bliver kæmpet mod egne folk. Dette er ikke retfærdigt, siger kvinden med tårer i øjnene.

Siden præsidentvalget søndag har der været voldsomme sammenstød i gaderne i Hviderusland. I nat var ingen undtagelsen. Mindst 3.000 er blevet anholdt siden søndag, og ifølge den hviderussiske menneskerettighedsgruppe Spring 96 har mindst en person mistet livet.

Færre var på gaden i nat, men politiet tog hårdere metoder i brug, fortæller Matilde Kimer - DR's Rusland-korrespondent.

- Jeg hører folk hviske til hinanden "kommer der krig, kommer der krig?" Politiet og militærets fremfærd var noget mere hårdhændet og direkte i nat end de andre dage, og hvis man så en gruppe på 20 eller måske 50, blev der meget hurtigt skudt gas ind i dem.

  • Betjente var mødt talstærkt op i nat. Protesterne har været i gang siden i søndags. (Foto: © YAUHEN YERCHAK, Scanpix)
  • Fotografer har fået ødelagt hukommelseskort, så de ikke kan dokumentere, hvad der sker i Hviderusland. (Foto: © SERGEI GAPON, Scanpix)
  • Oppositionen i landet opfordrede søndag alle tilhængere til at gå på gaden. Siden er mere end 3.000 blevet anholdt. (Foto: © Tatyana Zenkovich, Scanpix)
1 / 3

- Jeg oplevede også, at man gik målrettet efter journalister og folk, der filmede, hvad der foregik i nat. Det er svært at tage som andet end at være myndighedernes forsøg på at stoppe deling af information, siger hun.

Matilde Kimer fortæller her, hvordan betjente skyder gasgranater afsted hvert femte minut:

En fotograf er blandt de anholdte i nat, og journalister fra nyhedsbureauet AFP beretter, at pressefotografer har fået fjernet hukommelseskortet fra deres kameraer, så de ikke kan dokumentere, hvad der sker.

En del billeder er dog alligevel nået til medierne. Her et par stykker af dem:

Demo i Danmark: 'Vi har brug for at mobilisere os'

Situationen i Hviderusland følges tæt af herboende hviderussere - og de har i dag indkaldt til demonstration ved Christiansborg.

Formålet er, at de vil have stoppet volden mod demonstrationerne og sende støtte til oppositionen i landet, fortæller hviderusseren Natallia Klüver, der underviser i russisk sprog og litteratur her i landet.

- Vi er virkelig, virkelig bekymrede for vores befolkning. Vi har brug for at mobilisere os og råbe om hjælp. Jeg er rigtig ked af det, siger hun.

Præsident Alexander Lukasjenko har siddet på magten siden 1994 og bliver også kaldt 'Europas sidste diktator'. (Foto: © VASILY FEDOSENKO, Scanpix)

Derfor ser hun også gerne, at danske politikere handler nu.

- Der er ikke så meget, man kan gøre, fordi Hviderusland er ikke medlem af EU. Men jeg vil ønske, at den danske regering går til EU, så der kan blive indført sanktioner mod regeringen for eksempel ved, at politikerne nægtes visum, når de skal rejse, siger hun.

Se Matilde Kimer i dramatiske demonstrationer efter valget.

Natallia Klüver er rystet over, hvad der sker i Hviderusland og fortæller, at hun aldrig har set noget lignende.

- Jeg har set videoer fra i nat, der virkelig viser, hvordan specialstyrkerne gør præcis, det de vil, med meget barske metoder. Jeg kan ikke rigtig sove eller spise, og jeg kan ikke komme i kontakt med min familie, for der er ingen mobilforbindelse lige nu.

Demonstrationen ved Christiansborg starter sent på eftermiddagen.

Demokrati versus diktatur

Helt kort handler demonstrationerne i Hviderusland om demokrati versus diktatur.

Svetlana Tikhanovskaja er gift med én af de mange fængslede modkandidater til præsidenten. Hun er nu flygtet ud af landet. (Foto: © MARINA SEREBRYAKOVA, Scanpix)

Og det er det, der er på spil, når demonstranterne går på gaden, og oppositionen under hele valgkampen har gjort ønsket om retfærdige valg i landet til en mærkesag.

I 26 år har præsident Alexander Lukasjenko været Hvideruslands præsident, og han er blandt andet blevet beskrevet som "Europas sidste diktator".

Ifølge det officielle resultat fik han omkring 80 procent af stemmerne ved valget søndag, mens oppositionens foretrukne kandidat, Svetlana Tikhanovskaja, fik 9,9 procent.

Og allerede inden selve valgdagen var der massiv valgsvindel i gang.

For eksempel fortalte en valgobservatør DR Nyheder lørdag, at der allerede i løbet af sidste uge blev fusket.

Udfordrer har forladt landet

Svetlana Tikhanovskaja var den stærkeste udfordrer til den hviderussiske præsident. Nu har hun forladt landet for at komme i sikkerhed og befinder sig nu i nabolandet Litauen.

Og Tikhanovskaja er i sikkerhed, skriver landets udenrigsminister.

Svetlana Tikhanovskaja er gift med én af de mange fængslede modkandidater til landets siddende præsident - og en af grundene til, at hun pludselig var at finde på stemmesedlen, var blandt andet, at hun ville have sin mand løsladt.

Tikhanovskaja nægter at anerkende valgresultatet og hævder, at hun er valgets retsmæssige vinder.