Andreas Kraul om Højbjerg-skifte: 'Vi er ved at være deroppe, hvor det er svært at komme højere op'

Pierre-Emile Højbjergs skifte til Tottenham er meget spændende ifølge DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul.

Pierre-Emile Højbjerg har med skiftet til Tottenham fået muligheden for at vise, at han hører til i toppen ifølge Andreas Kraul. (Foto: © Andrew Boyers, Scanpix)

Mandag blev det offentliggjort, at den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg bytter det sydengelske og Southampton ud med en tilværelse i London hos Tottenham.

Efter fire år på sydkysten hos Southampton, hvor Højbjerg også undervejs blev valgt som anfører, var tiden moden til, at han var klar til en større adresse.

Det fik den 25-årige midtbanespiller i Tottenham, og det er et spændende skifte ifølge DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul.

- Det er møgspændende.

- Det er også behæftet med en del spørgsmålstegn, men hvis man, som mig, ser Pierre-Emile Højbjerg som en kommende styrmand på det danske fodboldlandshold, så er det skridtet, han skal tage, siger Andreas Kraul.

Indtil Southampton-manager Ralph Hasenhüttl begyndte at bruge andre spillere, da det stod klart, at Højbjerg var på vej videre fra Southampton, spillede Højbjerg fuld tid i 29 ud af klubbens 31 Premier League-kampe i sæsonen.

Men samme garanti for spilletid får danskeren næppe i Tottenham, og det er et af de store spørgsmålstegn ved skiftet ifølge Andreas Kraul.

- Den store udfordring er, hvis du kigger på Tottenhams trup og de midtbanespillere, der er, så er Højbjerg ikke garanteret en startplads. Det er bare vilkårene. Han kommer til en klub, der var i Champions League-finalen forrige sæson, og som helst gerne vil spille med i top fire i Premier League, men det er også det, der skal til for ham, siger han.

Passer til manageren

Noget, der kan tale for, at Højbjerg får succes i Tottenham er, at han kommer til en klub med en manager i form af Jose Mourinho, der foruden at være en af de mest vindende trænere, også har en forkærlighed for spillere med mange af de samme karakteristika som Højbjerg.

Portugisiske Jose Mourinho bliver Pierre-Emile Højbjergs manager i Tottenham. (Foto: © XXSTRINGERXX xxxxx, Scanpix)

- Han var jo ikke kommet til klubben, hvis ikke Mourinho synes, det var en god idé. Der er en Mourinho-spiller i ham. Det bliver spændende for ham at komme til en manager som Mourinho. Der er ingen tvivl om, at jeg tror, Pierre-Emile Højbjerg kan lære noget af Mourinho.

- Mourinho kan godt lide dedikerede spillere, der har ild i øjnene. Højbjerg spiller med hjertet, ikke bare udenpå trøjen, men udenpå alle kropsåbninger, og det kan Mourinho godt lide, at han får en spiller, der hver eneste gang, han går på banen, gør det det nærmest som om, han var på vej i krig, siger Andreas Kraul.

Nu er Højbjerg på plads i Tottenham på en kontrakt, der løber frem til 2025. Bolden ligger foran Højbjergs fødder, og nu er det op til ham at sparke den i mål.

- Perspektivet er at se om evnerne rækker til at spille en dominerende rolle i den bedste tredjedel af Premier League. Kan han det inden for de kommende år, så kan det jo godt være, at der er andre lige så spændende destinationer, men vi er ved at være deroppe, hvor det er svært at komme højere op.

- Han har fået et drømmeskifte, og han har det lagt det frem for sig sådan, at han vil få muligheden for at bevise, at han hører til der, siger Andreas Kraul.