Mangler du penge for flybilletter? Sådan kan du klage

Find ud af, hvad du selv kan gøre, hvis du har penge ude at flyve.

Normalt kan mange klagesager klares gratis hos Trafikstyrelsen. Men får du afslag, er der også andre muligheder. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Rigtig mange fly har siden marts stået stille på jorden, og rigtig mange kunder venter lige nu svar på, om de får deres penge retur for aflyste afgange.

I sidste uge fortalte flyselskabet SAS, at man foreløbig er igennem bunken af refusionsanmodninger for marts. Det har ført til tilbagebetalinger til omkring 700.000 SAS-kunder.

DR har dog også været i kontakt med en række kunder, der er blevet overrasket over størrelsen på de beløb, de har fået tilbage fra SAS.

I stedet for den fulde kompensation har flere kunder kun modtaget tilbagebetaling af skatter og afgifter. Kunderne forklarer blandt andet, at de reagerede på en mail fra SAS, der forklarede, at deres flyrejse ville blive ændret.

- Vi har ekspederet over 700.000 sager, og jeg skal være den første til at beklage, hvis nogen har misforstået den her mail, det var bestemt ikke det, der var hensigten. Hensigten var at gøre kunderne opmærksomme på, at vi under denne særlige situation tilbyder kunderne gebyrfrit at ombooke eller at få en voucher, forklarede talsperson hos SAS Kristian de Place Gamborg Hansen onsdag til DR Nyheder.

Hvis du er en af de kunder, som lige nu mangler penge for flyrejser, så findes flere måder, du kan klage, forklarer vicedirektør hos interesseorganisationen Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe.

Se dem herunder:

1

Start hos selskabet

SAS-fly holder stille I Københavns Lufthavn tirsdag den 30. juni 2020. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Hvis du er utilfreds med behandling af din sag eller andre ting, er det vigtigt, at du først retter henvendelse til det selskab, som har solgt dig billetten.

Mange kunder kan opleve, at det for tiden er svært at komme i kontakt med flyselskaber, men det er vigtigt, at du på skrift kontakter selskabet, så du senere kan bevise, at du har forsøgt.

- Hvis man er utilfreds med noget, som en virksomhed udsætter en for, så er første skridt altid at klage til virksomheden selv. Og så må man afvente et svar fra dem, siger Vagn Jelsøe.

Allan Linnemann er en af de kunder, der kun fået omkring 1.200 kroner tilbage for flybilletter til en værdi af 3.500 kroner. Han skulle have været i Rom med sin familie den 13. april, men flyet afgik aldrig fra Kastrup:

2

Skriv til Trafikstyrelsen

Det er gratis at klage til Trafikstyrelsen, men du skal have klaget til selskabet først. (Foto: © François Lenoir, Scanpix)

Hvis selskabet ikke vil hjælpe dig, så kan du klage videre til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Her er det gratis at klage, men du skal have klaget til selskabet først.

Hvis selskabet ikke svarer på din henvendelse, så skal du vente seks uger, før du kan sende klagen videre til styrelsen, forklarer vicedirektøren.

- Det er Trafikstyrelsen, der påser reglerne om, at man har krav på at få alle pengene tilbage, når et flyselskab aflyser en rejse, siger Vagn Jelsøe.

Vær dog opmærksom på, at Trafikstyrelsen kun behandler klager over enkelt- eller returbilletter med rejsestart i Danmark. Drejer din klage sig om en afgang med start i et andet EU-land, så kan du i stedet klage til andre trafikmyndigheder ved at kontakte Forbruger Europa.

3

Prøv din sag hos Center for Klageløsning

Det koster 100 kroner at få en sag behandlet hos Center for Klageløsning. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Hvis Trafikstyrelsen afslår din klage, så kan du i stedet forsøge dig hos Center for Klageløsning, som behandler klager over forbrugerkøb.

Du skal dog være opmærksom på, at det koster 100 kroner at få en sag behandlet hos klageorganet.

- De kan tage stilling til, om SAS har givet kunderne en berettiget forventning om at kunne få refunderet det fulde beløb, siger Vagn Jelsøe.

4

Gå videre til Forbrugerklagenævnet

Det koster 400 kroner klage videre til Forbrugerklagenævnet. (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

Center for Klageløsning er dog kun forkontor til Forbrugerklagenævnet.

Hvis man ikke får et forlig med selskabet hos Center for Klageløsning, så har man ret til at tage sagen videre til Forbrugerklagenævnet.

- Det koster så 400 kroner at klage der, og de penge får man kun igen, hvis man vinder sagen, siger Vagn Jelsøe.

5

Anlæg sag ved domstolene

Advokatselskaber med speciale i flyklager tager sig ofte betalt i en procentdel af det beløb, man får tilbage, hvis selskabet vinder en sag. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Hvis Forbrugerklagenævnet vender tommelfingeren nedad i din sag, så kan du tage sagen til domstolene.

- Vi ved, at der er en række advokatfirmaer, som har specialiseret sig i at føre præcis de her sager, siger Vagn Jelsøe.

Det er dog det sidste skridt, man bør forsøge, mener Forbrugerådet Tænks vicedirektør.

For det koster også penge, hvis man gør brug af advokatselskabernes hjælp, som ofte tager sig betalt i en procentdel af det beløb, man som kunde får tilbage, hvis advokaterne hjælper med at vinde en sag.

Normalt kan mange almindelige flyklager klares gennem en gratis klage hos Trafikstyrelsen, så i de tilfælde har man ifølge Vagn Jelsøe ikke brug for firmaernes hjælp.

Men hvis alle andre klagemuligheder allerede er forsøgt, så kan forsøge at løfte sagen i retten, mener han.

- I det her tilfælde findes der advokatfirmaer, der er skruet sådan sammen, at hvis man ikke vinder, så er det gratis at føre sagen, siger vicedirektør Vagn Jelsøe.

Tip os

  • Er du også blevet overrasket over kun at få skatter og afgifter refunderet fra SAS eller et andet flyselskab?

  • Skriv til journalist Mathias Sommer