Politiet i Hongkong tøver ikke med at håndhæve en ny omstridt sikkerhedslov, der trådte i kraft i regionen ved midnat.
Få timer senere skete den første anholdelse efter loven. En demonstrant blev ført væk, fordi han havde medbragt et flag, der krævede selvstændighed for Hongkong.
Hundredvis af aktivister har trodset et forbud mod at forsamle sig i den centrale del af byen for at markere årsdagen for overdragelsen af Hongkong fra Storbritannien til Kina i 1997.
Men politiet virker opsat på, at en march, der finder sted 1. juli hvert år, ikke skal gennemføres, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.
Politifolkene har både brugt vandkanoner og peberspray mod demonstranterne.
Reuters fortæller, at politifolkene har medbragt et banner, der advarer mod at vise skilte eller slogans, der opfordrer til løsrivelse eller undergravende handlinger - med direkte henvisning til den nye sikkerhedslov.
Indtil videre er 30 personer anholdt.
På forhånd havde myndigheder forbudt forsamlinger på over 50 personer på grund af coronavirus.
Fængsel på livstid
Den nye sikkerhedslov blev vedtaget af parlamentet i Kina tirsdag. Den kommer efter store og langvarige demonstrationer i Hongkong, som eskalerede i juni sidste år.
Ifølge loven kan oprør, terrorhandlinger eller forsøg på løsrivelse fremover give fængsel på op til livstid i Hongkong.
Loven overtrumfer områdets eksisterende lovgivning, og det kinesiske styre i Beijing overtager ansvaret for at føre juridisk kontrol af "komplekse" sager, som truer rigets sikkerhed.
Samtidig opretter det kinesiske styre et kontor i Hongkong, som i realiteten vil fungere som en efterretningstjene, siger DR Nyheders Asien-korrespondent, Philip Khokhar.
Han fremhæver også, at sikkerhedsloven åbner for udlevering af personer fra Hongkong til Kina for at blive stillet for en domstol.
Det var netop en lov om at udlevere fanger til Kina, som udløste de omfattende protester i Hongkong i juni 2019.
Sikkerhedslov for Hongkong
- •
Loven slår hårdt ned på separatisme og "enhver handling, der på alvorlig vis truer den nationale sikkerhed" i Hongkong.
- •
Den nye lov åbner blandt andet op for, at der kan idømmes fængsel på livstid for at samarbejde med udenlandske kræfter og for terrorhandlinger.
- •
Oprør eller forsøg på løsrivelse kan også give fængsel på op til livstid
- •
Det betragtes i nogle tilfælde som terror, hvis man gør skade på visse typer køretøjer og udstyr.
- •
Loven gælder alle, som befinder sig i Hongkong - også udlændinge. Den overtrumfer områdets eksisterende lovgivning, og det kinesiske styre i Beijing overtager ansvaret for at føre juridisk kontrol af "komplekse" sager, som truer rigets sikkerhed.
- •
Virksomheder og organisationer kan også straffes efter den nye lov.