Forskere afslører flyvende slangers hemmelighed, og det kan måske redde liv

De flyvende slangers særlige teknik kan bruges til at udvikle ”store, sprællende bånd-ting,” som måske kan redde menneskeliv, mener professor.

For nogle lyder flyvende giftslanger måske som et mareridt, men du kan godt nive dig selv i armen.

I Sydøstasiens fugtige skove findes nemlig hele fem forskellige slangearter, som svæver mellem trækronerne på jagt efter fugle, frøer og flagermus. Men hvordan de gør det, har indtil nu været et mysterium.

Det er på en måde skræmmende, men der er en masse indviklede ting på spil her

Jake Socha, professor i biomedicinsk teknologi på Virginia Tech

På det amerikanske universitet Virginia Tech har et forskerhold undersøgt en flyvende slangeart kaldet pragtsnogen. Og for første gang nogensinde har de afsløret, hvordan reptilet kan kaste sig ud fra et træ, uden at tumle direkte mod sin død.

I spidsen for projektet står Jake Socha, som er professor i medicin og biomekanik, og han mener, at opdagelsen kan redde menneskeliv. Det forklarer han til New York Times.

Som at se en atlet

På en rejse til Singapore så Jake Socha for 20 år siden en slange kaste sig ud fra en trætop og "svømme" gennem luften, inden den landede uskadt i et træ.

Det bjergtog forskeren.

- Det var som at se en atlet sætte i løb. Den var sådan ”jeg ved, hvad jeg laver. Jeg er væk, og du ser mig ikke igen,” siger forskeren til New York Times.

I videoen herunder kan du med egne øjne se, hvordan pragtsnogen flyver fra træ til træ:

I årevis undrede Jake Socha sig over, om krybdyrenes flyveteknik havde en funktion, eller om de bare instinktivt lavede de samme bevægelser, som når de kryber henover jorden eller svømmer gennem floder.

Derfor tog han i 2014 en håndfuld slanger med til Virginia Tech for sammen med et forskerhold at finde ud af, hvad der egentlig foregår.

Slange pakkes ind i reflekstape

På universitetet indrettede holdet et laboratorium med to kunstige træer, som slangerne kunne svæve mellem.

Ved at at sætte en særlig reflekstape på reptilernes kroppe filmede forskerne mere end 150 slangespring med højhastighedskameraer. Og da de analyserede videoerne, stod det klart, at krybdyrets himmelflugt langt fra er tilfældig.

- Det er svært at tro på, at en slange kan gøre det her. Det er på en måde skræmmende, men der er en masse indviklede ting på spil, fortæller Jake Socha.

Når en slange kaster sig ud fra en gren, trykker den ribbenene udad og suger maven ind for at former sin krop til en slags vinge, som den bruger til at vrikke og vippe sig gennem luften.

Men i modsætning til fugle har det lange krybdyr ingen styrefjer, og derfor bruger den de hurtige bølgebevægelser til at stabilisere sig og ramme sit mål med en imponerende præcision.

Ifølge Jake Socha svævede en af slangerne endda fra det kunstige træ og direkte ned i hans arme under et forsøg.

Kan de redde jordskælvsofre?

Selvom slangernes præcise flyveteknik kan virke som en teknisk detalje, kan Jake Socha og hans forskerholds opdagelse måske få stor betydning.

Det forklarer professor i zoofysiologi ved Aarhus Universitet Tobias Wang.

- Vi har længe vidst, at nogle slanger svæver. Men at man har opdaget, at de kan styre deres flyvning, gør dem jo mere sofistikerede, end vi før troede

Han fortæller, at vi mennesker i århundreder har skævet til dyrenes verden, når vi skulle løse komplekse problemer - og måske de flyvende slanger kan inspirere til en helt ny slags maskine.

Forskeren bag slangestudiet selv foreslår blandt andet, at slangernes flyveteknik kan bruges til at udvikle ”store, sprællende bånd-ting,” som kan finde ofre for jordskælv mellem murbrokker og selv flyve fra punkt til punkt.

Og det er ifølge Tobias Wang ikke helt urealistisk.

- Måske kan man kopiere måden, de glider gennem luften på, så det er i hvert fald en mulighed, siger han.