Firma designer hospitalsseng, der kan omdannes til kiste

Designere håber, at deres billige hospitalsseng af pap kan hjælpe landets sundhedsvæsen lidt lettere gennem coronakrisen.

I Colombia i Sydamerika, hvor coronavirus nu spreder sig med stigende hast, har en gruppe unge designere fået en ide, som de frygter, at der snart kan blive brug for:

De har designet en hospitalsseng af pap, der hurtigt kan bygges om og bruges som kiste.

- Folk siger, at vi laver senge, som man skal dø i. Men vi forsøger bare at hjælpe, siger en af idemændene Rodolfo Gómez til The Guardian.

Før coronasmitten nåede til Sydamerika, producerede hans firma papskilte til messeudstillinger, men nu kan de producere og sælge den kombinerede hospitalsseng og kiste til en pris, der svarer til 650 danske kroner.

Endnu har firmaet ikke fået gang i salget, men ifølge Rodolfo Gómez har man allerede haft forespørgsler fra lande som USA, Brasilien, Mexico, Peru og Chile, der alle er hårdt ramt af coronasmitte.

Colombia er langt fra det værst ramte land i Sydamerika, som verdenssundhedsorganisationen, WHO, i fredags udnævnte til at være et nyt centrum for coronasmitten.

- På en måde er Sydamerika nu et nyt epicenter for sygdommen, sagde lederen af WHO’s indsats mod sygdommen, Mike Ryan, på et pressemøde i WHO’s hovedkvarter.

Nabolandet er hårdt ramt

Det er først og fremmest Brasilien, der har mange tilfælde af covid-19-sygdommen. Men også Colombias sydlige naboland Ecuador er hårdt ramt. Hvis man regner dødstallet ud i forhold til befolkningens størrelse, så har Ecuador den højeste corona-dødelighed i Sydamerika.

Og det var netop det hårdt ramte naboland, der inspirerede designerne i Colombia til at forberede sig på, at man også i Colombia kunne komme til at mangle både hospitalssenge og kister.

- Vi så, hvad der skete i Ecuador, hvor ligene hobede sig op i gaderne, og så vidste vi, at vi måtte begynde at forberede os, siger Rodolfo Gómez.

Colombia har nu 23.000 registrerede tilfælde af coronasmitte og 776 covid-19-dødsfald i en befolkning på 50 millioner indbyggere.

I forhold til indbyggertallet er det en corona-dødelighed, der er 12 gange lavere end i nabolandet Ecuador.