Wuhan forbyder spisning af vilde dyr

Coronavirussens epicenter vil også gå efter et permanent forbud mod jagt og opdræt af vilde dyr.

Kamel. Slange. Hund. Koala. Kæmpesalamander.

Det er blot nogle af de dyr, som hidtil har været til salg på markedet i den kinesiske by Wuhan, og som nu bliver forbudt at spise.

Det skriver The Guardian.

Det er bystyret i Wuhan, der har indført forbuddet, som skal gælde i foreløbig fem år.

Forbuddet gælder ikke alene at spise det bredt sammensatte udvalg af mere eller mindre vilde dyr, men også opdræt af og jagt på de pågældende dyr.

Wuhan, en kæmpeby med 11 millioner indbyggere, blev berømt og berygtet, da den ved årsskiftet blev identificeret som coronavirussens arnested.

Smitten er muligvis opstået på byens Huanan Seafood Market og har udviklet sig til en verdensomspændende pandemi.

Virusser lever i flagermus

I mange asiatiske byer har der været en tradition for salg af fisk, krybdyr og pattedyr.

Den tætte kontakt mellem mennesker og levende dyr i alle eksotiske afskygninger uden en striks levnedsmiddelkontrol har været det perfekte miljø for en meget smitsom virus, som kunne skifte vært fra dyr til menneske, skriver Science Daily.

Coronavirussen menes at stamme fra flagermus, som ofte bærer en lang række forskellige virusser inden i sig - normalt uden at være til fare for mennesker.

Risikoen for smitte mellem dyr og mennesker stiger dog, når flagermusenes bosteder forstyrres, eller når de anvendes i enten medicin eller mad.

Ifølge The Guardian vil de kinesiske myndigheder arbejde hen mod et permanent forbud mod de såkaldte wet markets.