Kvinden bag afsløringen af Lewinsky og Clinton er død

Den tidligere medarbejder i Det Hvide Hus Linda Tripp døde onsdag af kræft som 70-årig, oplyser advokat.

Linda Tripp, her fra 1998, døde onsdag af kræft som 70-årig. (Foto: © Mark Wilson / AFP / Scanpix, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Linda Tripp, der var med til at afsløre Bill Clintons affære med Monica Lewinsky, er død.

Den tidligere medarbejder i Det Hvide Hus døde af kræft i en alder af 70 år onsdag, oplyser hendes advokat.

Monica Lewinsky ses her på et foto fra den 18. juli 1998. (Foto: © TIM AUBRY, Scanpix)

Linda Tripp stod bag skjulte optagelser af telefonsamtaler med Monica Lewinsky, der var praktikant i Det Hvide Hus, hvor Lewinsky afslørede sit seksuelle forhold til den daværende amerikanske præsident Bill Clinton.

Tripp gav optagelserne videre til den juridiske rådgiver Kenneth Starr og mødtes også med Monica Lewinsky med en skjult mikrofon.

Kenneth Starr brugte optagelserne som løftestang i den sag, der ultimativt endte i en rigsretssag mod Bill Clinton.

Hun overtalte blandt andet Monica Lewinsky til ikke at rengøre en blå kjole med en sædplet på, som Lewinsky fortalte Tripp, at hun havde haft på under en affære med Bill Clinton. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De berømte ord

Kenneth Starrs advokathold beslaglagde kjolen, og en dna-analyse fik Bill Clinton til at udtale de berømte ord til offentligheden:

- I did not have a sexual relations with that women, oversat til dansk: "Jeg havde ikke et seksuelt forhold til den kvinde".

Bill Clinton ses her under en tale den 18. februar i år. (Foto: © RICARDO ARDUENGO, Scanpix)

Præsidenten blev under den sag anklaget for at lyve i retten og forhindre retfærdigheden. Han blev dog frifundet i Senatet.

- Uanset fortiden håber jeg på, at Linda Tripp overkommer sygdommen. Jeg kan ikke forestille mig, hvor svært dette må være for hendes familie, sagde Monica Lewinsky tidligere onsdag inden nyheden om Tripps død.

Ifølge CNN blev Linda Tripp i 2003 spurgt ind til, om hun fortryder hendes beslutning, hvortil hun svarede:

- Nej, jeg ville gøre det igen.

/ritzau/dpa