Blå politikere undrer sig: Hvorfor valgte regeringen den allermindste genåbningsmodel?

Afgangsprøver kunne gennemføres forsvarligt, men undervisningsministeren afviser.

Frisører og cafeer skal fortsat holde lukket indtil 10. maj - og måske længere. Står det til De Konservative og Liberal Alliance, så havde regeringen også åbnet op for en række erhverv. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Langsom, langsommere og langsommest - og så er der regeringens model for genåbning af Danmark.

Genåbningen af Danmark kommer i første omgang til at foregå i et langsommere tempo, end det regeringen selv havde bedt sundhedsmyndighederne om at vurdere risikoen ved.

Det står klart, efter at beregningerne fra Statens Serum Institut er blevet offentliggjort.

For den model, som statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen endte med at præsentere mandag aften - med genåbning af daginstitutioner og 0.- 5. klasser, ungdomsuddannelsernes afgangsklasser, efteruddannelse til ledige og en mulighed for at flere privatansatte kan gå på arbejde - er den absolut mest forsigtige af de scenarier, som blev undersøgt.

Statens Serum Institut har på bestilling fra Finansministeriet undersøgt muligheden for, at 9. og 10. klasseelever også skulle have fået lov at gå i skole i den lille model, som til gengæld ikke åbner for 3. og 4. klassernes skolegang.

Ifølge seruminstituttet vil det med størst sandsynlighed føre til 277 indlagte på intensiv, hvis danskerne fortsat holder afstand. Men der er en risiko for, at tallet er væsentligt højere - helt op til 653.

Blå politikere vil åbne mere

At regeringen ikke har valgt at åbne mere op for samfundet, møder kritik fra flere borgerlige politikere - herunder De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

For det er en politisk beslutning - ikke en sundhedsfaglig vurdering, understreger han.

- Nu kan jeg se de scenarier, der er, og beregningerne på det. Man kan se, at det er dybt politisk. Det er politikerne, der siger, hvad de gerne vil have regnet på.

- Derfor ville det være godt, hvis vi allesammen havde været med om bordet, så vi kunne have set på, om vi kunne åbne for liberale erhverv i Danmark og dermed få gang i økonomien. Jeg mener faktisk, det havde været vigtigere end at sende de yngste i institution, siger Søren Pape Poulsen.

Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, mener også, at regeringen er gået for lempeligt til værks. Han så gerne, at caféer og frisører fik mulighed for at åbne. Lige nu skal den type forretninger holde lukket til mindst 10. maj, men de var faktisk med i det mellemstore scenarie, som seruminstituttet regnede på.

- Ud fra det nuværende genåbningsscenarie er det tydeligt, at regeringen ikke har tillid til danskerne. De sundhedsfaglige vurderinger viser faktisk, at hvis vi har tillid til, at danskerne kan finde ud af at tage sig nogle forholdsregler og være forsigtige, står der intet i vejen for at åbne Danmark mere op, siger han og fortsætter:

- Lad os nu have tillid til, at danskerne godt kan forvalte den tillid.

Også Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, efterlyser tillid fra regeringen. Men det handler om tillid til, at befolkningen godt kan forstå, at der er mange ting at afveje i genåbningen af Danmark - og at det er en politisk prioritering, som regeringen laver.

- Når man står på et pressemøde og siger til danskerne, at de ting, man nu har valgt at gøre, hviler på sundhedsfaglige anbefalinger, så skal man også huske at fortælle, at der også er en række andre ting, der har indgået, siger Sophie Løhde.

Kapaciteten er der

Foruden det lille scenarie, hvor regeringen skar lidt fra, var der to andre scenarier i spil, viser svarene fra Statens Seruminstitut. Et mellem-scenarie og et stort scenarie.

Søren Pape Poulsen er en af de politiske ledere, der ikke er enige i regeringens genåbningsstrategi. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

I det mellemstore scenarie får restauranter og caféer lov at åbne dørene, hvis de kan sikre ordentlig afstand. Små erhvervsdrivende som frisører, fysioterapeuter og lignende må begynde at arbejde, ligesom offentligt ansatte, som producerer ting, der kræver, at de er fysisk til stede.

Og der bliver løsnet yderligere i det store scenarie, som også lader storcentre åbne og visse efteruddannelser. Her bliver forbuddet mod forsamlinger med flere end 10 personer også hævet til 50 personer.

I det store scenarie vurderer Statens Seruminstitut, at der med al sandsynlighed maksimalt vil blive indlagt 434 mennesker på hospitalernes intensivafdelinger. Det er stadig færre, end der i værste fald er plads til, men der er en risiko for, at tallet kan blive helt op til 1.199 mennesker, hvor sundhedsvæsnet ikke kan følge med.

Du kan læse en længere beskrivelse af scenarierne i vores artikel her.

Afgangsprøver kan gennemføres forsvarligt

Finansminister Nicolai Wammen vil ikke stille op til interview om sagen i dag, men på et pressemøde svarede erhvervsminister Simon Kollerup (S) på, hvorfor regeringen har valgt et yderst forsigtigt tempo.

- Vi har set i andre lande, at man er gået for hurtigt frem og har måttet lukke ned igen. Det er på den baggrund, man skal finde årsagen til, at regeringen hellere går et skridt for langsomt end for hurtigt frem.

Undervisningsminister Pernille Rosentkrantz-Theil (S) erkender, at også eleverne i 9. og 10. klasse kunne have fået deres afgangsprøver, hvis hensynet alene var til, om det var sundhedsmæssigt forsvarligt.

- Rent sundhedsfagligt kan man godt finde nogle forhold, hvor det godt kan lade sig gøre at tage en afgangsprøve. Men rent pædagogisk og retssikkerhedsmæssigt er der et problem ved, at vi ikke kan gennemføre normal undervisning, siger undervisningsministeren og uddyber:

- Det har vi ikke kunnet i tre uger, og der ville komme en periode frem til 10. maj, hvor undervisningen ville være på særdeles forskellige vilkår, efter hvilken skole man går på.

Regeringen har besluttet, at det i stedet bliver årskarakterne, der bliver de gældende for eleverne i de berørte klassetrin.