Antarktis er i dag det koldeste sted på Jorden. Om vinteren er gennemsnitstemperaturen i de indre egne af kontinentet minus 57 grader, mens temperaturen ved kysten er noget varmere med minus 10 grader i gennemsnit.
Men sådan har det ikke altid været.
For 90 millioner år siden var store dele af kontinentet nemlig dækket af regnskov.
Det fandt en række tyske forskere ud af, da de ved hjælp af et specielt bor gravede 30 meter ned under havoverfladen ud for kysten og fandt oldgammel pollen og rester af trærødder.
Både pollen og trærødder stammer fra planter, der gror i såkaldt tempereret regnskov - skove som dem på Vancouver Island i Canada eller på New Zealands sydø.
Så detaljerede oplysninger om, hvordan Antarktis så ud for 90 millioner år, har vi aldrig set før, og det er meget spændende, lyder det fra Marit-Solveig Seidenkrantz, der er professor på Aarhus Universitet og forsker i fortidens klima.
- Det er rigtig fine resultater. Vi har vidst i mange år, at det globale klima i kridttiden var varmt, men hvilken vegetation, der voksede på Antarktis, var mindre kendt, siger hun.
Fandt rødder og blomster-rester
Da de tyske forskere for første gang hev boringerne op af havbunden, blev de noget overraskede.
De kunne nemlig tydeligt se, at jordlagene ikke var skabt under havet, og jorden havde en speciel farve, de ikke helt vidste, hvad betød.
Da de scannede jordlagene i en CT-scanner, fandt de dog ud af, at den specielle farve skyldes, at jorden blandt andet indeholder et netværk af små rødder, der snoer sig hele vejen gennem jordprøven.
I prøven fandt de også det første bevis nogensinde på, at der dengang var blomstrende planter på Antarktis.
Det lykkedes tyskerne at datere planteresterne til at have vokset for mellem 93 og 83 millioner år siden.
Og de mange planter indikerer, forklarer de til mediet New Atlas, at Antarktis må have været dækket af et sumpet landskab, skåret over af store floder, hvor der voksede tempereret regnskov.
Ud fra de oplysninger lavede forskerne en model for, hvordan klimaet på Antarktis må have været og kom frem til, at hele kontinentet var dækket af bevoksning, og at der ikke har været nogen gletsjere overhovedet på det her tidspunkt.
Usædvanligt varmt i kridttiden
Hvis vi rejser 90 millioner år tilbage i tiden, lander vi ned lige midt i kridttiden.
På det tidspunkt var det dinosaurerne, der dominerede planeten, og kloden var meget varmere, end den er i dag.
Det varme klima dengang skyldtes, at atmosfæren havde langt mere CO2 i sig end i dag.
Faktisk kunne de tyske forskere ud fra den klimamodel, de byggede, regne sig frem til, hvor meget CO2, der var på det her tidspunkt.
Og det tal er, skriver de selv, markant højere, end man ellers har regnet med.
Hvor vi i dag har omkring 414 ppm (parts per million) CO2 i atmosfæren, var koncentrationen dengang på mellem 1120 og 1680 ppm. Altså næsten fire gange så høj.
Og derfor var der ingen is eller gletsjere på det tidspunkt - hverken på nord- eller sydpolen.
Frøs først over for 35 millioner år siden
Måske er det ikke første gang, du hører, at der engang var varmt på Antarktis. Og det er da også noget, vi har vidst i mange år, forklarer Marit-Solveig Seidenkrantz.
Faktisk var det først for omkring 35 millioner år siden, at Antarktis frøs over.
Før den tid fandtes der ingen store gletsjere og snestorme dernede, gennemsnitstemperaturen var omkring 12 grader, og om sommeren kunne den endda snige sig op på 20 grader.
Men så skete der noget.
Australien og Sydamerika var begyndt at rive sig løs fra Antarktis, som de i millioner af år havde hængt sammen med, og det skabte en kold havstrøm rundt om kontinentet, der begyndte at køle det ned, forklarer Marit-Solveig Seidenkrantz.
Co2-niveauet i atmosfæren faldt drastisk
Den kolde havstrøm var dog ikke den eneste grund til, at Antarktis begyndte at fryse over.
Lufttemperaturen begyndte nemlig også at falde i den her periode, fordi den vulkanske aktivitet blev meget mindre.
I hele jura- og kridttiden havde masser af vulkaner pumpet store mængder CO2 ud i atmosfæren, og det holdt temperaturen oppe, forklarer Marit-Solveig Seidenkrantz.
Men i takt med at vulkanerne kølede af, og kontinenterne rykkede længere og længere fra hinanden, begyndte Jorden også at køle af.
- En af grundene til afkølingen var havstrømmene, men også de mange nye bjergkæder, der opstod på det tidspunkt, var med til at køle Jorden ned, siger hun.
Indien pløjede nemlig i den periode direkte ind i Asien, og den massive kollision skabte Himalaya-bjergene. Og faktisk var bjergkæden med til at suge CO2 ud af atmosfæren.
- En del af den CO2, der er i atmosfæren, falder ned med regnen. Når regnen pisker mod bjergsiderne, går CO2'en i forbindelse med nogle af de grundstoffer, der er i bjergsiden. Materialet bliver så skyllet ud i havet og ender til sidst på havbunden. Og så er det hevet ud af atmosfæren, siger hun.