Europæiske lande sender kinesiske værnemidler retur

Mens flere lande har oplevet problemer med kinesiske værnemidler, er en donation fra Kina netop blevet godkendt til brug i Danmark.

Flere europæiske lande har modtaget værnemidler fra Kina, som ikke fungerer godt nok.

Både Spanien, Tyrkiet og Holland har alle tre erfaret, at værnemidlerne fra Kina ikke levede op til de rette standarder eller var direkte defekte, skriver BBC.

Både mundbind og testkit skulle ellers have været brugt i landenes kamp mod coronavirs, men nu er det hele på vej tilbage til afsenderen.

Fejlkøb i tusindvis

Lørdag tilbagekaldte det hollandske sundhedsministerum 600.000 mundbind fra en kinesisk leverandør.

Filtrene i mundbindene fungerede ikke godt nok, på trods af at de var mærket med et kvalitetsstempel. Desuden passede maskerne ikke.

På det tidspunkt, de blev tilbagekaldt, var værnemidlerne allerede blevet bragt ud til sundhedspersonale rundt om i landet.

Spanien havde et lignende problem med flere hundrede tusind testkit, som også kom fra en kinesisk virksomhed. Dog viste det sig, at knap 60.000 af dem ikke var præcise nok til at fastslå, om en patient var smittet med coronavirus eller ej.

I den forbindelse svarede den kinesiske ambassade på Twitter, at virksomheden bag leverancen, Shenzhen Bioeasy Biotechnology, ikke havde licens fra de kinesiske sundhedsmyndigheder til at sælge deres produkter.

Tyrkiet oplevede det samme som Spanien. Dog oplyser de spanske myndigheder, at nogle af de knap 350.000 test, de havde indkøbt, fungerede efter hensigten.

Kinesisk donation til Danmark

Dog lader det ikke til, at det er alle lande, der modtager ubrugelige værnemidler fra Kina.

I sidste uge modtog Danmark 16 paller med værnemidler i form af 5000 visirer, 5000 beskyttelsesdragter og 500.000 mundbind fra den kinesiske Jack Ma Foundation som en donation.

Donationen er blevet godkendt til brug, bekræfter afdelingschefen for Indkøb & Medicoteknik i Region Midtjylland, Dorte Christensen, til TV 2.

Planen er, at de forskellige donerede værnemidler skal fordeles til alle landets kommuner.