Medie: Stockholm løber tør for intensivpladser om en uge

Sundhedspersonalet skal have træning i at pleje døende patienter i patienternes egne hjem, står der i et internt notat fra Region Stockholm.

Sygehusene i Stockholm vil løbe tør for sengepladser på deres intensivafdelinger for covid-19-patienter om en uge. Det fremgår af et internt notat fra Region Stockholm, som Aftonbladet har set.

I notatet, der er dateret 27. marts, står der blandt andet, at sundhedspersonalet skal have træning i at pleje døende patienter i patienternes egne hjem.

Forventningen er, at antallet af patienter med brug for pleje topper 29. april. Dog vil der ikke være flere sengepladser tilbage 7. april, lyder det nu.

Region Stockholm skriver i notatet, at ”sundhedsvæsenet skal fokusere på at sikre kvalitetsniveauet, men at reduceret kvalitet muligvis skal accepteres”.

Sverige er i gang med at oprette flere felthospitaler til de syge og smittede borgere.

Største stigning i svenske dødsfald

Tirsdag havde Sverige den hidtil største stigning i antal døde på en dag med 34 dødsfald. Der er nu 180 coronarelaterede dødsfald i landet, hvor 124 af dem er sket i hovedstaden Stockholm.

- Særligt i Stockholm-regionen begynder man nok at kunne mærke presset, siger TV 2s journalist Jesper Zølck, der selv bor i Stockholm.

Der har også været flere meldinger om sundhedspersonale, der er smittet med coronavirus.

I den forbindelse har personalet på Stockholms sygehuse kritiseret myndighederne for, at der ikke er nok værnemidler eller beskyttelse til dem.

- Hvis vi fortsætter uden at være tilstrækkeligt beskyttede, ender vi med, at vores medlemmer bliver smittede, og at patienter risikerer at dø, siger Sineva Ribeiro, der er forbundsformand for sammenslutningen af svensk sundhedspersonale i deres skriftlige kritik.

Undren mellem nabolande

Sverige håndterer coronakrisen anderledes end sine nordiske naboer, og det har vakt undren.

I et interview med TV 2 siger den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, at de i Sverige blandt andet ikke forstår Danmark grænselukning eller ”den voldsomme indgriben i folks dagligdag”.

Modsat har både Danmark og Norge sat spørgsmålstegn ved den svenske model.

I Sverige er både børnehaver, kirker, frisører, fitnesscentre og skoler stadig åbne. Derudover er grænsen for en forsamling på 50 mennesker. Tidligere var grænsen 500 mennesker.

Til gengæld er der stadig mulighed for at spille fodbold, gå på café og holde private sammenkomster.

Selvom der er mærkbar forskel på den danske og svenske model, er antallet af døde per million indbygger og indlagte på intensivafdelinger næsten ens for Danmark og Sverige.