Hårdt ramte stater kæmper for at skaffe hospitalssenge

Ny prognose fra Det Hvide Hus viser, at New York kommer til at mangle sengepladser til de coronasmittede. Andre stater ser ud til at klare sig.

I New York har de travlt med at skaffe plads til alle de nye coronasmittede, der har behov for en hospitalseng.

Mandag fik millionbyen en velkommen opmuntring, da det enorme hospitalsskib USNS Comfort fra den amerikanske flåde lagde til kaj og med et slag øgede byens hospitalkapacitet med 1000 sengepladser.

- Det er som at få et helt nyt hospital forærende. Det giver os et håb, som vi har brug for, sagde New Yorks borgmester Bill de Blasio, da han tog imod hospitalsskibet.

Der er flere hospitalsenge på vej. På mandag åbner et andet, midlertidigt hospital med andre 1000 sengepladser i et af byens kongrescentre.

Og i Central Park er der netop åbnet et felthospital med telte specielt indrettet til at tage imod coronasmittede patienter.

- Det er helt uvirkeligt og meget mærkeligt, at der nu ligger et nødhospital i Central Park. Men det er også helt fantastisk. Det viser hvor handlekraftigt vores sundhedssystem er, siger sygeplejerske Shelly Kelly, der viste TV 2 rundt i teltene, få timer før de første patienter ankom.

Dagen med flest indlagte

Millionbyen New York har brug for alle de sengepladser, man kan skaffe.

Søndag præsenterede Det Hvide Hus’ særlige coronakoordinator, Deborah Birx, en prognose for, hvornår og hvor hårdt, coronasmitten vil ramme USA.

Prognosen anslår, at behovet for hospitalspladser vil kulminere i USA om to uger, skriver CNN.

15. april er i prognosen udnævnt til dagen med ”peak resource use”, hvor der vil der være et samlet behov for 224.000 hospitalspladser i hele landet – det er 61.000 flere pladser, end landet råder over i dag.

Tallene er imidlertid forskellige fra stat til stat.

I New York, som har mere end 40 procent af alle USA’s coronasmittede, vil smitten allerede kulminere 9. april (skærtorsdag), hvor der vil være behov for 71.000 sengepladser – hvilket er hele 58.000 flere, end staten råder over i dag.

82.000 kan dø

Prognosen fra Det Hvide Hus er udarbejdet af University of Washington, baseret på de officielle tal for den hidtidige smittespredning i Kina, Italien og USA.

Prognosen når frem til, at 82.000 mennesker vil dø af coronarelaterede sygdomme i USA frem til august.

- I forstår nok, at vi er bekymrede over det voksende antal potentielle dødsofre, sagde Deborah Birx ved fremlæggelsen.

Prognosen bygger på den forudsætning, at de amerikanske stater holder fast på mindst tre af fire forholdsregler to måneder endnu. Det er at lukke skoler, sørge for at folk holder sig hjemme så meget som muligt, begrænse rejseaktiviteten og holde ikke-nødvendige forretninger lukkede.

Stor usikkerhed

Regeringens førende ekspert på coronasmitte, doktor Anthony Fauci, understreger dog, at sådan en prognose er behæftet med stor usikkerhed. Tallet på 82.000 kan ende med at blive så lavt som 39.000 eller så højt som 141.000.

- Når man opbygger sådan en model, så lægger man forskellige forudsætninger ind. Og modellen er kun så præcis, som disse forudsætninger gør den, sagde han søndag til CNN.

-Det er worst case scenario og best case scenario. Det ender nok et sted midt imellem, sagde han.

Californien klarer sig

Prognosen er dog klar på det punkt, at den forudser meget forskellige scenarier for de amerikanske stater.

Den store stat Californien, der med 7.000 coronasmittede er en af de hårdt ramte stater - om end slet ikke på niveau med New York - ser ud til at kunne ride stormen af.

Her forventes antallet af hospitalindlagte at kulminere omkring 24. april, hvilket giver staten nogle ekstra uger til at forberede sig. Og det forudsagte antal indlagte vil ikke på noget tidspunkt overstige kapaciteten.

New Yorks guvernør har appelleret til sundhedspersonale fra andre dele af USA om at komme til New York for at hjælpe med behandlingen af de mange coronasmittede. Her er en gruppe fra Atlanta på vej:

Det samme gælder en stat som Florida, som først når ”peak ressource use” 3. maj. På den dato forventes staten at have brug for 17.000 hospitalsenge, hvilket staten med 20.000 sengepladser til rådighed godt kan klare.

Værre ser det ud i sydstaten Louisiana, hvis største by, New Orleans, har mange coronasmittede. Her forventes behovet for hospitalsengepladser at kulminere 10. april – blot en dag senere end New York. Ifølge prognoserne vil Louisiana have 700 sengepladser færre, end der bliver behov for.

- Hver stat og hvert hotspot vil følge sin egen kurve, fordi spredningen er startet på forskellige tidspunkter, siger Deborah Birx.