Sydkorea: Nordkorea har atter affyret et projektil

Det er fjerde gang alene i marts, at nordkoreanerne har affyret projektiler ud over Det Japanske Hav.

Nordkorea har tidligt søndag morgen lokal tid affyret et "uidentificeret projektil" ud over Det Japanske Hav.

Det oplyser kilder i Sydkoreas militær uden at give yderligere detaljer.

I tilfælde af at der er tale om et ballistisk missil, vil det være den fjerde af den type affyringer alene i marts.

Affyringer sidste weekend

Så sent som i sidste weekend affyrede Nordkorea lørdag morgen lokal tid to kortrækkende ballistiske missiler mod Det Japanske Hav.

Missilerne landede i havet uden for japansk farvand.

Det Japanske Hav ligger øst for Den Koreanske Halvø.

Tidligere på måneden, den 2. marts og den 9. marts, affyrede Nordkorea ligeledes flere projektiler ud over havet. Ifølge Japan var der også tale om ballistiske missiler.

Nordkoreas missilaffyringer i marts er de første siden 28. november sidste år.

Forhandlinger i stå

Forhandlinger mellem Nordkorea og USA om at stoppe nordkoreanernes atom- og missilprogrammer er gået mere eller mindre i stå, efter at det ikke lykkedes leder Kim Jong-un og præsident Donald Trump at nå til enighed på et topmøde i Hanoi i Vietnam i februar sidste år.

Ifølge resolutioner fra FN er det forbudt for Nordkorea at teste ballistiske missiler, og landet er blevet straffet flere gange med internationale sanktioner.

Globale bekymringer over Nordkorea blev intensiveret i slutningen af 2019, efter at Kim Jong-un havde advaret om, at USA ville modtage en "julegave", medmindre landet gav indrømmelser.

I en meddelelse 1. januar 2019 annoncerede Kim Jong-un således, at hvis ikke amerikanerne kom Nordkorea i møde inden årets udgang - for eksempel ved at lette økonomiske sanktioner - ville han give dem en såkaldt "julegave".

Nordkoreas trussel blev bredt fortolket som værende en ny våbentest.

Nordkoreanerne anklager amerikanerne for at trække forhandlingsprocessen i langdrag og for ikke at imødekomme Nordkorea og ophæve sanktioner.