KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Penge

Saftigt kursridt i dansk miniaktie – oppe med over 100 pct. på en uge

Midt i de dybrøde aktiemarkeder er der enkelte aktier, der går den anden vej. Den danske First North-noterede aktie Konsolidator er en af dem, og den har sat turbomotoren til.

Alene på en uge, er den steget med over 100 pct. fra lukkekursen 32 kroner 19. februar til kurs 65 torsdag lidt over middag.

Konsolidator har udviklet et cloud-baseret softwaresystem til regnskabskonsolidering, hvor målgruppen primært er små og mellemstore selskaber, der har brug for at sammenkøre moderselskabets regnskabstal med datterselskabernes.
Læs også: Hidsigt amokløb i dansk miniaktie - investor forventer mangedobling af kursen på langt sigt

Kundekartotek vokser


En hel del af kursridtet skyldes, at Konsolidator i tirsdags i en selskabsmeddelelse oplyste, at selskabet har øget sit kundekartotek i England fra én kunde i juli 2019 til fem alene på baggrund af, at selskabet har øget sine ”digitale marketingaktiviteter og leveret online produktdemonstrationer og webinarer i stedet for fysiske salgsmøder.”

”Den digitale tilgang har gjort det muligt for Konsolidator at krydse grænser og øge den potentielle rækkevidde for nye kunder, selv inden der etableres et lokalt kontor i Storbritannien,” skriver Konsolidator i meddelelsen.

Selskabet oplyser, at det dog har ansat en britisk landechef fra marts for at øge ”den lokale tilstedeværelse og salg i England endnu mere.”

Konsolidator anslår markedet i Storbritannien til op mod 20.000 potentielle kunder, og markedet indgår ifølge Konsolidator som en integreret del af selskabets vækststrategi.

”Vi har oplevet en stor efterspørgsel efter en konsolideringssoftware som vores i England. Og nu begynder vi at se effekten af vores digitale markedsføringsindsats. Så vidt vi ved, er vi endnu det eneste firma, der leverer finansiel konsolidering som software as a service (saas), hvilket betyder at være 100 pct. cloud, og det er det, der adskiller os fra resten,” udtaler Claus Finderup Grove, adm. direktør i Konsolidator ifølge meddelelsen.

Konsolidator gik på den danske minbørs Nasdaq First North i maj 2019 til en tegningskurs på 8,8. Med dagens kursniveau på 65 er den steget knap 640 pct.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis