Militæret står standby - sådan er Danmark forberedt på coronavirus

Sundhedsstyrelsen opfordrer danskerne til at skrue op for hygiejnen for at mindske smitterisiko.

Natten til torsdag blev den første dansker testet positiv for coronavirus, og Sundhedsstyrelsen forventer, at der kommer flere smittetilfælde i løbet af de næste dage og uger.

Sker det, har de en fast strategi for, hvordan de bremser og forsinker spredningen mest muligt.

Herunder kan du læse, hvordan myndighederne er forberedt.

Opsporer mulige smittebærere

Sundhedsstyrelsens strategi er en såkaldt inddæmningsstrategi med fokus på isolation, karantæne og opsporing af mennesker, der har været i kontakt med coronasmittede.

Den første smittede dansker er ansat på TV 2, og allerede i nat begyndte styrelsen at opspore andre ansatte, der kan være blevet smittet. Et antal medarbejdere er blevet sendt i karantæne.

Målet er at inddæmme virussen. Men direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, erkender, at der ikke er nogen garanti for, at det lykkes helt.

- Der kan være en risiko for coronasmittede, som vi ikke kan se med vores nuværende strategi, siger han til TV 2.

Hospitalerne tager over

Opstår der mistanke om coronavirus, er seks danske hospitaler beredt til at håndtere de muligt smittede og udføre tests for virussen. Der er tale om:

  • Aarhus Universitetshospital i Skejby
  • Rigshospitalet
  • Hvidovre Hospital
  • Aalborg Universitetshospital Syd
  • Odense Universitetshospital
  • Sjællands Universitetshospital i Roskilde

Indtil videre er 88 danskere blevet testet for coronavirus på hospitalerne.

Militæret står standby

Hvis smitten spreder sig, og der er behov for at tage sig af en større mængde patienter, er militæret klar til at hjælpe.

Flere kaserner rundt om i landet er forberedt på at kunne isolere coronasmittede.

Det gælder for både Antvorskov Kaserne, Høvelte Kaserne på Sjælland og en kaserne i Herning.

Flyvestationen i Skrydstrup er også klar til at håndtere et stort antal smittede i Region Syddanmark.

Skive Kaserne og flyvestationen i Karup står også klar, hvis der bliver behov for det.

Derfor er det alvorligt

Beredskabet står klar, fordi coronavirussen er ny for mennesker, og derfor tager sundhedsmyndighederne den alvorligt.

Virussen sammenlignes med influenza, og dødeligheden er lavere end ved tidligere epidemier som SARS og MERS. Til gengæld er smittespredningen af coronavirus større. Det betyder, at flere kan miste livet til virussen, da flere bliver smittet.

- Vi forventer en dødelighed i Danmark på en promillestørrelse, hvis vi får et stort smitteudbrud, siger Søren Brostrøm.

Langt de fleste, der bliver smittet, får kun milde symptomer som feber og hoste. Til gengæld vil ældre og mennesker, der er syge i forvejen, være mere udsatte for virussen.

Sundhedsstyrelsen opfordrer alle danskere til at skrue op for hygiejnen ved at vaske hænder og ty til håndsprit for at undgå spredning af virussen.