Sundhedsministeren efter coronasmitte: - Vi tager ingen chancer

Styrelsen for Patientsikkerhed besøger torsdag TV 2, hvor den første smittede dansker onsdag var på arbejde i få timer.

- Der bliver ikke taget nogen chancer. Vi bruger karantæne, når det er nødvendigt.

Sådan lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde, der bliver holdt sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen, efter det første tilfælde af smitte med coronavirus er konstateret i Danmark.

Der er tale om en TV 2-ansat, der mandag kom hjem fra skiferie i Chiesa i Valmalenco i provinsen Sondrio i det nordlige Italien og onsdag begyndte at vise symptomer på sygdom.

- Nu går vi i gang med det store og omfattende arbejde med at opspore personer, der kan have været i tæt kontakt med manden, så vi kan informere og orientere efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Det kan være, at flere personer vil blive sendt i karantæne

Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsen

Det betyder blandt andet, at Styrelsen for Patientsikkerhed torsdag vil besøge TV 2.

- Det kan være, at flere personer vil blive sendt i karantæne, når Styrelsen for Patientsikkerhed har været på besøg på TV 2, lyder det fra Søren Brostrøm, der er direktør for Sundhedsstyrelsen.

Ifølge Statens Serum Institut blev coranavirussen fundet i prøve nummer 64.

Ligesom Magnus Heunicke oplyser Statens Serum Instiut, at det var forventningen, at smitte med coronavirus ville komme til Danmark.

- Et fåtal, der bliver alvorligt syge

Der er i langt de fleste smittetilfælde tale om milde symptomer, og det er også tilfældet i forhold til den TV 2-ansatte, der er smittet med coronavirus og er sat i hjemmekarantæne. Det oplyser faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak.

- Som sådan skal den enkelte borger i Danmark ikke bekymre sig over denne her situation. Det er nogle infektioner, som vi kender til, og som vi alle sammen har haft i en eller anden karakter.

Han understreger, at det kun er et fåtal af patienter, der bliver alvorligt syge af den nye coronavirus.

- Det drejer sig især om folk, der er ældre og svækkede af anden sygdom som for eksempel hjerte-kar-sygdomme eller andre sygdomme, som nedsætter ens modstandsdygtig overfor en lungebetændelse, siger Kåre Mølbak.

- Virus er ikke ude i det danske samfund

Ifølge Kåre Mølbak er virussen ikke i Danmark endnu - der er tale om en enkelt person, der er blevet konstateret smittet efter ferie i Italien.

- Det er ikke sådan, at virus er ude og sprede sig i det danske samfund nu, for det er noget, vi har opdaget tidligt.

Ifølge Kåre Mølbak har smittespredningen i Italien udviklet sig, fordi landet har opdaget smittetilfældene for sent - på trods af, at myndighederne i Italien har skannet personer, der ankom til landet.

- De har ikke – hvis jeg må kommentere lidt på deres indsats – set nok på de indre linjer i forhold til tidligt at finde patienterne, men troet, at man har kunnet lukke Italien til udefra. Det kan man ikke i en globaliseret verden. Man må tage hånd om den enkelte person, siger han.

En prøve er ikke 100 procent sikker

Adspurgt om de danske sundhedsmyndigheder gentester personer, hvis første prøve ikke har vist smitte med coronavirus, lyder svaret, at man ikke kan stole 100 procent på de mundskrab, som bliver foretaget på personer, man mistænker for at være i risiko for at være blevet smittet.

Det skyldes, at en prøve bliver taget fra svælget.

- Men nogle gange sidder virus dybere ned i luftrøret. Derfor er materialet, man tager, ikke altid ideelt, og der kan blive tale om, at der er nogle personer, som man antager er blevet udsat for smitte, stadig skal være i karantæne, selv om man har en enkelt negativ podning. Det vil man tage stilling til fra sag til sag udfra en konkret vurdering, siger Kåre Mølbak.

Der vil gå noget tid, før en person, der har været udsat for smitte, kan give smitten videre til andre. Det betyder, at hvis en patient nul onsdag har smittet flere andre personer på TV 2, så kan disse personer ikke endnu give smitten videre.

Der er blevet foretaget undersøgelse af i alt 88 prøver i Danmark - seks prøver er lige nu ved at blive testet.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at Danmark følger risikovurderingen fra det europæiske smitteagentur (ECDC), der ligger i Stockholm i Sverige.