Fem svenskere tiltalt for dobbeltdrab i Herlev

De fem mænd er også tiltalt for drabsforsøg på en tredje person, som flygtede fra stedet med livet i behold.

Fem unge svenske bandemedlemmer er tiltalt for at dræbe to rivaliserende svenske bandemedlemmer i Sennepshaven i Herlev 25. juni 2019.

De fem mænd er også tiltalt for drabsforsøg på en tredje person, som flygtede fra stedet med livet i behold.

De fem er også tiltalt for at have stjålet en bil og sat ild til den og for at have overtrådt våbenloven.

Den første af de fem tiltalte blev anholdt få dage senere i Aarhus, og siden har Københavns Vestegns Politi i tæt samarbejde med svensk politi fået anholdt og udleveret de øvrige fire tiltalte fra Sverige.

Sagen er berammet til at begynde ved Retten i Glostrup 10. august 2020 med sidste retsdag 31. august 2020. Der er berammet i alt otte retsdage, og sagen kommer til at køre som en nævningesag.