Flot Barcelona-debut til Braithwaite: Lægger op til to mål i storsejr

Martin Braithwaite havde næstesidste fod på F.C. Barcelonas mål til 4-0 og 5-0, da Eibar blev slået.

Martin Braithwaite fik lørdag debut for Barcelona. (Foto: © JOSEP LAGO, Scanpix)

Fodboldspilleren Martin Braithwaite fik to dage efter sit skifte til FC Barcelona en fremragende debut for den spanske storklub.

Det skete i lørdagens hjemmesejr på 5-0 over Eibar fra bunden af den spanske liga i en kamp, hvor Lionel Messi var i hopla.

Den 28-årige dansker startede på bænken, men kom på banen efter 71 minutter og 50 sekunder som den kun femte danske Barcelona-spiller i historien.

  • Martin Braithwaite startede kampen på bænken. (Foto: © JOSEP LAGO, Scanpix)
  • Efter knap 72 minutters spil afløste han franske Antoine Griezmann. (Foto: © ALBERT GEA, Scanpix)
1 / 2

På det tidspunkt havde Messi allerede scoret tre gange, så kampen var for længst afgjort.

Værterne kom foran med 1-0 efter et lille kvarter på en genialitet fra Messi, der på kanten af Eibar-feltet først tog bolden mellem benene på en modspiller, inden han vippede den i mål.

Op til pausen slog Messi til yderligere to gange, først trak han igennem i venstre side og placerede bolden fladt forbi Eibar-keeperen til 2-0.

Få minutter senere erobrede Barcelona bolden langt fremme på banen. Uselvisk serverede Messi bolden foran Antoine Griezmann, der tog en skidt berøring og blev tacklet. Bolden landede for fødderne af Messi, og så gjorde han det til 3-0.

Opsat dansker

Braithwaite ville dog lege med, og i slutminutterne var han kraftigt involveret i hjemmeholdets to sidste scoringer.

  • Martin Braithwaite fik en god mulighed for at score i sin debut. (Foto: © ALBERT GEA, Scanpix)
  • Danskeren måtte dog se sit forsøg blive reddet af Eibars keeper Marko Dmitrovic. På retureren scorede Braithwaites holdkammerat Athur i stedet til 5-0. (Foto: © JOSEP LAGO, Scanpix)
  • Den danske landsholdspiller var også kraftigt involveret i Lionel Messis mål til 4-0, hvilket argentineren også takkede Braithwaite for. (Foto: © ALBERT GEA, Scanpix)
1 / 3

Med tre minutter tilbage tog han bolden ned med brystkassen, trak mod baglinjen og lagde bolden på tværs.

Eibars målmand fik hånden på indlægget, men kunne ikke forhindre Messi i at gøre det til 4-0 på danskerens forarbejde.

Men det var slet ikke forbi. Kort efter bragte Braithwaite sig på skudhold, afslutningen blev reddet af Eibar-målmanden, men Arthur kunne følge op og gøre det til 5-0.

På tirsdag møder Barcelona på udebane Napoli i Champions League, inden holdet gæster Real Madrid i næste weekend i den spanske liga. Her kan Braitwaite ikke spille, da han ikke er registreret i Barcas Champions League-trup.

/ritzau/