Dagens nyheder 22. februar

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Bernie Sanders tager tidlig føring i Nevadas primærvalg

Primærvalget i Nevada er i fuld gang, og resultaterne vil henover natten løbe ind. Med foreløbig fire procent af stemmerne optalt, har senatoren fra Vermont, Bernie Sanders, taget en solid føring over tidligere vicepræsident Joe Biden. De foreløbige resultater stemmer helt overens med, hvad meningsmålingerne har forudsagt op til valget.

Enhedslisten indkalder justitsministeren i samråd efter tysk terrorangreb

Retsordfører for Enhedslisten, Rosa Lund, indkalder justitsminister Nick Hækkerup i samråd efter terrorangrebet i Hanau i Tyskland. Det oplyser hun på Twitter. Retsordføreren ønsker en redegørelse fra regeringen på. hvordan den vil beskytte minoriteter og det danske demokrati fra det ekstreme højre.

Lokalforeninger sår tvivl om ny overenskomst

To lokalforeninger i Aalborg og Randers sår tvivl om den ny overenskomst på transportområdet, som 3F og Dansk Industri landede fredag aften. Lederskabet i de to lokalforeninger mener ikke, der er nok penge i lønposen, og derfor anbefaler de deres medlemmer til at stemme nej til aftalen, skriver DR Nyheder.

Tre personer omkommet i busulykke

Tre personer er omkommet og yderligere 18 er kvæstet, efter en bus er kørt galt på en motorvej ved byen San Diego i Californien. Det oplyser de lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AP. 

Glat føre fik patruljevogn til at ende på taget

En patruljevogn med to betjente fra Nordjyllands Politi er endt på taget i rabatten efter et færdselsuheld på E39 Hirtshalsmotorvejen. Politiet bekræfter over for Ekstra Bladet, at der er tale om et solouheld. En kvindelig kollega er bragt på Hjørring Hospital i ambulance med smerter i nakken.

Forventet babyboom er udeblevet

I 2017 forventede regionerne, at fødselstallet på de danske hospitaler ville stige voldsomt frem til 2025, men prognoserne ser allerede nu ikke ud til at holde, skriver Politiken. I stedet for at stige har tendensen været let faldende, og Danske Regioner erkender nu fejlskønnet.

Danskere fanget i Gran Canaria - sandstorm holder fly på jorden

En kraftig sandstorm har ramt ferieøen Gran Canaria, hvilket har haft konsekvenser for de turister, som har skulle hjem fra ferie. Et SAS-fly mod Danmark er blandt de aflyste afgange, og B.T. har talt med to danskere, som nu venter i lufthavnen på at komme hjem.

Verdensledere mødes for at diskutere situationen i Syrien

Lederne for Tyrkiet, Tyskland, Frankrig og Rusland vil mødes 5. marts for at drøfte situationen i den syriske provins Idlib, hvor mange mennesker meldes på flugt fra bombardementer fra den syriske hær og Rusland. Det oplyser Tyrkiets præsident efter at have talt i telefon med de øvrige tre landes ledere, skriver dpa.

40 personer skal reparere dige ved Tønder

40 mand fra Brand og Redning samt Beredskabsstyrelsen skal lørdag nat arbejde på at reparere det indre dige ved Sønder Å i Tønder. Det skriver TV SYD. Det er lang tids regn, som har ført til revner i diget, siger indsatsleder Kenneth Archner til regionalmediet.

Beboere spærret inde på villavej i Odense på grund af oversvømmelser

Beboere på Nielstrupvej i Odense er spærret inde, da de massive regnmængder har oversvømmet begge ender af vejen. Odense Kommune er opmærksom på situationen, men oplyser til TV 2, at det for indeværende ikke er muligt at pumpe vandet væk.

Merkels parti "kastet ud i krise", mener topfolk

Topfolk i den tyske forbundskansler Angela Merkels konservative CDU advarer lørdag om, at partiet er kastet ud i en krise, fordi partiet ikke formår at holde afstand til både det yderste højre og venstrefløjen. Det har gennem de seneste uger stået klart i den lille østtysk delstat Thüringen. Her har de lokale CDU-politikere lige indgået en aftale, som vil føre til genvalg af en førsteminister fra det yderste venstre.

Svømmehal midlertidigt lukket efter fund af bakterier

Vandprøver fra Ishøj svømmehal viser forhøjet bakterietal, og derfor har hallen været midlertidigt lukket siden torsdag, skriver TV 2 Lorry. Lørdag eftermiddag er der stadig ingen tidshorisont for, hvornår bassinerne kan tages i brug igen. 

10 meter højt træ væltet i Kgs. Lyngby

Et 10 meter højt træ er væltet ud over Nybrovej ved Kanoklubben i Kgs. Lyngby, skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter. Intet er ramt, og beredskabet op er på vej for at rydde op på stedet. Politiet opfordrer trafikanter til at udvise opmærksomhed og hensyn.

Irans præsident står til tilbagegang ved parlamentsvalg

Kandidater med tilknytning til Irans revolutionsgarde er på vej til at vinde et flertal i parlamentet, viser optællingen lørdag. Samtidig må den moderate præsident, Hassan Rouhani, formentlig se sit parlamentariske bagland skrumpe efter fredagens valg. Det endelige resultat ventes tidligst søndag, skriver Tehran Times og Reuters.

Frankrig indleder lukning af landets ældste atomkraftværk

Frankrig har sat gang i lukningen af landets ældste atomkraftværk, Fessenheim, der har været aktivt i 43 år. Det oplyser den statsejede energigigant EDF. Den ene af to reaktorer i kraftværket, der ligger ved floden Rhinen nær den tyske grænse, blev lukket klokken to natten til lørdag. Den anden reaktor ventes at blive lukket 30. juni.

Lego-figurens skaber er død

Lego-designeren Jens Nygaard Knudsen, der blandt andet skabte den verdenskendte Lego-minifigur, er død. Det oplyser hans hustru Marianne Nygaard Knudsen til TV 2. Han blev 78 år gammel.

Endnu en person død af coronavirus i Iran

Der er registreret 10 nye tilfælde af coronavirus i Iran, oplyser en talsmand fra det iranske sundhedsministerium på stats-tv lørdag eftermiddag. En person er død som følge af smitte med sygdommen. Det skriver Reuters. I alt 28 personer er smittet og fem er døde i Iran.