3F og Dansk Industri indgår overenskomst på transportområdet

Aftalen er vigtig for, at de samlede overenskomster kan falde på plads, siger TV 2's erhvervskommentator Ole Krohn.

3F Transport og Dansk Industri har fredag aften indgået aftale om en ny overenskomst for transportområdet.

Det oplyser Dansk Industri og 3F Transport i hver deres pressemeddelelse.

- Det er vigtige nyheder for, at de samlede overenskomster kan falde på plads, siger TV 2's erhvervskommentator Ole Krohn.

Aftalen er det første store gennembrud på normallønsområdet.

Dansk Industri skriver, at aftalerne mellem "sætter rammerne for 40.000 medarbejdere på godt 900 virksomheder på transportområdet, der er medlem af DI."

Det fremgår ikke, hvad der konkret er aftalt, men parterne vil præsentere indholdet på et pressemøde lørdag klokken 10.00.

Ifølge både 3F Transport og Dansk Industri er aftalen treårig, og den vil række frem til 1. marts 2023.

Transportområdet er en af de overenskomster, hvor lønnen aftales centralt, og der er mindre rum til forhandling lokalt, og den danner grundlag for øvrige områder, hvor der også er tradition for at forhandle lønnen centralt.

600.000 skal have ny overenskomst

Aftalen på transportområder falder på plads i hælene på flere andre overenskomster i februar, som er landet uden de helt store sværdslag.

For knap to uger siden nåede industrien, der er det største område på det private arbejdsmarked, på plads med sin aftale.

Den indeholdt mere barsel til fædre og flere penge, som de ansatte selv kan råde over, der kan gå til mere ferie, flere penge under ferien, pension, nedsat tid for seniorer eller ekstra omsorgsdage.

Siden er der blandt andet landet overenskomster for ansatte i finanssektoren og møbelbranchen.

Samlet set skal 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked have nye overenskomster i foråret.

Blandt udeståenderne er byggeriet.

- Man kan ikke sige, at hele kabalen er faldet på plads. Overenskomsten på byggeområdet skal også forhandles hjem, siger Ole Krohn.

Her forudser flere arbejdsmarkedsforskere en strid. Virksomheder og ansatte er uenige om, hvordan man skal sikre sig mod, at udlændinge arbejder i Danmark under ringere vilkår end danskere.