Man kan sagtens gå så langt som til at sige, at folkene bag 'The Call of the Wild' ikke har fattet en skid af noget som helst.

Men det gør ikke 'The Call of the Wild' til en dårlig film, mærkeligt nok.

Den skyder foden af sig selv med en atombombe, men opdager det aldrig og drøner derfor lystigt videre, fuld af fortællelyst og energi.

'The Call of the Wild' besynger naturen for fuld hals.

Det er der intet usædvanligt i nu om dage, hvor enhver animationsfilm væver klimabekymring og naturromantik ind i hyggelige, familievenlige historier.

Men 'The Call of the Wild' har fat i en anderledes vinkel.

Den beskriver en nuttebasse af en hyggehunds rejse fra velopdragen vovse til et vilddyr, der slås mod store, brune bjørne på kolde, forblæste sletter.

Den mærker sin vilde natur kalde på sig, og det er da smukt i de her dage, hvor dyreracer, som vi elsker at se i dokumentarprogrammer på tv, en efter én bliver mast ud på randen af udryddelse.

Den vilde natur er computerskabt

Det ironiske, ja, paradoksale, for ikke at sige rablende skøre i den sammenhæng er, at 'The Call of the Wild' i høj grad har skabt den vilde natur på computer.

Ja, faktisk er det tvivlsomt, om filmholdet overhovedet har været uden for en dør under produktionen.

Det gør ikke 'The Call of the Wild' til en mislykket film – det er bare… skørt.

Hovedpersonen, Buck, en kæmpestor bamse af en hund, tøffer rundt og opfører sig aldeles menneskeligt – så menneskeligt, at dens personlighed er bedre beskrevet, end de fleste mennesker nogensinde bliver på film.

Den slags er naturligvis kun muligt på film ved at computerstyre Buck.

Det gælder også de øvrige hunde i filmen. Og de vilde ulve. Og bjørnen. Det ville ikke undre, hvis 77-årige Harrison Ford, der spiller Bucks sjælefrænde, også er computeranimeret for god ordens skyld.

Egentlig lever Buck en tryg tilværelse som hyggehund hos en rig jurist i de amerikanske sydstater omkring år 1900. Men en lumsk personage ser potentialet i Buck, stjæler ham og sælger ham som slædehund i Alaska.

Inden længe mærker Buck en forandring.

Mens han drøner af sted med nordlyset svævende over sig i de frostkolde bjerglandskaber, sniger en mørk ulv med skinnende gule øjne sig ind på ham. Det er hans sande natur, vildskaben.

Her kunne det så være vildt udfordrende, hvis Buck forlod den menneskelige civilisation og begyndte at rive mindre dyr i småstykker for at spise dem og den slags.

Så vildt er kaldet fra naturen heller ikke.

'Det lugter næsten af plastik'

Det er, paradoksalt nok, den stylede og friserede udgave af den vilde natur, computeren skaber for os.

Buck lærer at brøle og at tøjle sin respekt for mennesker, han løber endda gennem en skovbund uden at bekymre sig for, om han får snavsede poter.

Mere vildt bliver det heller ikke. Og de farverige forårsblomster, han pænt løber udenom, er skam skabt på en computer i et ryddeligt og hovedrengjort filmstudie.

Det er jo åndssvagt og helt ved siden af, at en film, der besynger naturens vildskab, er så kunstig at se på, at den næsten lugter af plastik.

Det burde instruktøren Chris Sanders, der før har computerskabt de glimrende animationsfilm 'Croods' og 'Sådan træner du din drage', kunne se.

Men det kan selvfølgelig også være en pointe, at vi mennesker har tæmmet naturen så meget, at vildskaben kun kan skabes på computer.

Under alle omstændigheder ligger forfatteren Jack London, der skrev romanen bag filmen i 1903, uden tvivl og hyperventilerer i sin grav.

Den poetiske vildskab, han så gemme sig i hjertet af en dresseret slædehund, er blevet et højpixeleret digitalt glansbillede.

Men altså, det skal da ikke forhindre 'The Call of the Wild' i faktisk at være en medrivende historie, der kan snøre og charmere selv de største filmkynikere.

Det er takket være den aldeles digitale hund Buck, der har så nuanceret en personlighed, at den virker levende, næsten menneskelig.