Britta Nielsen idømt fængsel - men jagten på millionerne fortsætter

Kun en lille del af Britta Nielsens svindlede millioner kan gå tilbage til staten. Men jagten er ikke slut.

Straffesagen mod Britta Nielsen fik et foreløbigt punktum tirsdag, da Københavns Byret idømte den nu 65-årige kontorfunktionær fra Socialstyrelsen seks år og seks måneders fængsel.

Imidlertid er det stadig et åbent spørgsmål, hvor hovedparten af de svindlede millioner er blevet af.

Britta Nielsen er tiltalt for i løbet af 25 år at have overført 117 millioner kroner til sig selv, men ifølge en ny konkursredegørelse til Sø- og Handelsretten har kurator Boris Frederiksen ikke kunnet sikre mere end 4.992.287,50 kroner af det beløb til staten.

Hertil kommer et et mindre beløb, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet - bedre kendt som Bagmandspolitet - har fået efter salg af Britta Nielsens ejendom og et par landområder i Sydafrika.

- De penge, hun har skaffet sig, er gået til forbrug. Ikke meget, der er værdifast, siger Boris Frederiksen.

Børn tiltalt for hæleri for millioner

Endvidere har efterforskningen vist, at en væsentlig del af de svindlede millioner er overført til Britta Nielsens tre børn - en omstændighed, de alle er tiltalt for i en retssag om groft hæleri, der begynder 4. marts.

Samlet er de tre børn tiltalt for hæleri for godt 51 millioner kroner, men ifølge Boris Frederiksen er billedet her det samme som i forhold til Britta Nielsen.

De egentlige værdier, som er tilbage, er ikke mange. Selvom pengesporet har ført hen til flere biler, en andelslejlighed og diverse konti i danske og udenlandske banker.

- Der har også været nogle heste, der ikke er der længere, eller som ikke kan findes. Udgifterne til dem har været mange, og man må sige, at de ikke har vært særlig gode til at købe heste, der holder værdien, siger Boris Frederiksen.

Går efter pensioner

Jagten på millionerne er imidlertid ikke slut.

I håbet om, at der kunne fremkomme nye oplysninger, som var interessante for konkursboet, var kurator til stede tre udvalgte dage i løbet af retssagen. Dog uden, at der kom oplysninger frem om nye værdier.

- Men når vi læser dommen, kan der være noget, som vi skal se nærmere på, siger Boris Frederiksen.

Endvidere oplyser kurator, at boet efter Britta Nielsens konkurs det næste halve år blandt andet vil forsøge at inddrage Britta Nielsens private pensioner.

Flere tips

Og så er der en sidste mulighed, som Boris Frederiksen ikke kan sige så meget om.

I forbindelse med kulegravningen af sagen har Boris Frederiksen modtaget flere anonyme henvendelser "vedrørende diverse forhold i konkursboet".

- Der har været en række henvendelser af forskellig karakter og forskellig seriøsitet, siger Boris Frederiksen.

Nogle har måske sagt, at de ved, at hun svindler, og der er penge gemt i Kina.

- Men andre har været mere specifikke, siger Boris Frederiksen.

Så specifikke, at flere af henvendelserne er sendt videre til Bagmandspolitiet.