Anklager og forsvarer gør status efter dommen over Britta. Og alle er tilfredse

Selv om Bagmandspolitiet ikke fik sit ønske om fængsel i otte år opfyldt, erklærer anklagere sig tilfredse med dommen.

Nu har Britta Nielsen modtaget sin dom på seks et halvt år fængsel. Hun er dømt efter tiltalen, der lød på svindel for omkring 117 millioner kroner.

I løbet af 25 år overførte Britta Nielsen penge fra Socialstyrelsen til sig selv.

Og selv om Bagmandspolitiet ikke fik sit ønske om fængsel i otte år opfyldt, erklærer to anklagere sig tilfredse med dommen på seks år og seks måneders fængsel til Britta Nielsen.

- Det er en meget streng dom. Den lander på fuldstændig samme hylde som andre sager om den groveste økonomiske kriminalitet, siger den ene af anklagerne, Lisbeth Jørgensen.

Hun og kollegaen Kia Reumert lægger stor vægt på, at dommeren og de to domsmænd i byretten på alle punkter er enige i anklagemyndighedens vurdering af beviserne.

I den forbindelse er straffen et "meget klart signal" om, hvad reaktionen er, når tilliden bliver misbrugt så groft, mener Kia Reumert.

Forsvarer: Britta er glad

Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, fortæller ligeledes, at såvel han som Britta Nielsen er tilfredse.

- Min klient er lettet og glad for, at det hele er overstået, siger han og fortsætter.

- Seks et halvt år er i overenstemmelse med praksis på området, mener jeg. Min påstand var omkring de fire til seks års fængsel.

Det var sådan her, at Britta Nielsen så ud, da hun i november sidste år blev anholdt i Sydafrika og senere varetægtsfængslet i Danmark.

Britta Nielsen var klædt i sort, da hun mødte frem til domsafsigelsen i dag. Hun lyttede opmærksomt, da retsformanden gennemgik afgørelsen. Efter en kort snak i enrum med sin forsvarer valgte hun at modtage dommen.

På et tidligere tidspunkt under sagen kom den 65-årige kvinde selv med en beklagelse:

- Jeg er så ked af det, og jeg ville ønske, at jeg kunne nøjes med at sige undskyld til mine børn, min familie, mit arbejde og til mine kolleger, sagde hun ifølge Ritzau.

Strafskærpelsen blev ikke brugt

Et af de springende punkter for strafudmålingen har været, om retten vil gøre brug af straffelovens paragraf 88. En paragraf, der eksempelvis blev brugt i sagen mod Stein Bagger og virksomheden IT Factory.

Var paragraffen blevet brugt i sagen mod Britta Nielsen, var strafferammen hævet fra 8 til 12 års fængsel.

Striden om paragraf 88 har fyldt gennem retssagen, hvor anklagerne Kia Reumert og Lisbeth Jørgensen har krævet, at den skulle i brug.

Omvendt har forsvarer Nima Nabipour påstået, at den skulle afvises. For ifølge ham gik det ikke rigtigt til, da Britta Nielsen blev udleveret fra Sydafrika i 2018.

På denne video bliver Britta Nielsen fulgt til retslokalet i Sydafrika efter at have været på flugt i længere tid:

I en frivillig aftale om sin udlevering frasagde Britta Nielsen sig den rettighed, som sikrer, at der kun må retsforfølges for det, der er baggrund for udleveringen. Og paragraf 88 blev først føjet til anklagen imod hende, da hun var kommet til Danmark.

Retten skriver i dommen, at selv om bedrageriet var særdeles groft, så finder den ikke, at der var "særdeles skærpende omstændigheder". Og derfor har den alligevel ikke valgt at hæve strafferammen.

Anklagerne og forsvareren har nu 14 dage til at afgøre, om de vil anke dommen til landsretten.