Brutalt drab får rasende kvinder i Mexico på gaden

Et brutalt drab på en ung kvinde i Mexico City har genantændt debatten om kvindedrab i Mexico.

Kvinder i mindst ti byer på tværs af Mexico gik fredag på gaden for at vise deres vrede over de mange kvindedrab og den kønsbaserede vold i landet.

Protesterne er fremkaldt af et grusomt drab på en ung kvinde i hovedstaden Mexico City.

Feministiske grupper demonstrerede fredag flere steder i Mexico City og i andre byer, herunder Juárez, Tijuana, Guadalajara og Veracruz, for at sætte fokus på de stadig mere brutale drab på kvinder i landet og den måde, hvorpå sagerne håndteres af myndighederne og medierne.

Sidste år blev flere end 3800 kvinder dræbt i Mexico. Af disse er omkring 1000 klassificeret som kønsbaseret drab eller kvindedrab. Det er en stigning på ti procent sammenlignet med 2018 ifølge officielle statistikker.

Liget blev flået

Det er det brutale drab på den 25-årige Ingrid Escamilla, begået af hendes partner i Mexico City i sidste uge, der har genantændt debatten om kvindedrab.

Samtidig blev forargelsen endnu større, efter at to lokale aviser offentliggjorde forfærdelige billeder af liget, der var blevet flået. Billederne var angiveligt blevet lækket af det lokale politi.

I Mexico City demonstrerede kvinder fredag i området omkring byens ikoniske Zócalo-plads, foran lokaler tilhørende de aviser, som delte billederne af Ingrid Escamillas lig, og foran præsidentpaladset.

- Det gør mig rasende at vide, hvordan Ingrid blev dræbt, hvordan medierne udstillede hendes krop, og hvordan mænd forbliver loyale over for den patriarkalske pagt.

- Det gør mig rasende, at samfundet dømmer os og siger, at det her ikke er den rette måde at politisere vores vrede på, siger en kvindelig demonstrant, som læser op fra en erklæring.

- I dag vil vi gerne sige, at vi er ikke vrede - vi er rasende, tilføjer hun.

Ifølge tal fra FN har to tredjedele af kvinder over 15 år i Mexico oplevet en eller anden form for vold.

I løbet af de sidste 25 år er omkring 35.000 kvinder i landet blevet dræbt på grund af deres køn.