Bliver tiet ihjel – ældre fortæller ikke andre om deres ensomhed

Følelsen af ensomhed er farligt for helbredet og er derfor et tabu, der skal brydes. Men ensomhed kan ikke udryddes, siger professor.

Ensomhed er et stort problem i Danmark, men mange ældre går med følelsen alene – enten fordi de ikke vil belemre andre eller vil klare det selv.

Vil du være besøgsven?

Både Ældre Sagen og Røde Kors mangler besøgsvenner til blandt andet ensomme ældre. Du kan læse mere hos Ældre Sagen og Røde Kors.

Det viser en befolkningsundersøgelse foretaget af Ældre Sagen og Codan.

Ifølge undersøgelsen er ensomhed så tabubelagt, at 76 procent af ældre over 65 år, der har følt sig ensomme, ikke taler om det med andre. Og det er ifølge Ældre Sagen et stort problem.

- Vejen ud af ensomhed starter med at tale om den. Så det er helt afgørende, at vi får brudt tabuet, siger direktør Bjarne Hastrup.

Det skydes, at ensomhed ifølge direktøren både er ”fysisk og psykisk ødelæggende”.

- Derfor er det også meget bekymrende at se, at ensomhed er tabubelagt, siger Bjarne Hastrup.

Det er farligt i forhold til helbredet, og man kan dø tidligere på grund af ensomhed

Rikke Lund, professor

Rikke Lund, der er professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, forklarer, at der på grund af øget risiko for blandt andet forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdomme er en højere dødelighed blandt personer, der siger, at de er ensomme.

- Det er farligt i forhold til helbredet, og man kan dø tidligere på grund af ensomhed, siger Rikke Lund til TV 2.

En undersøgelse foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken viser, at der i befolkningen er samme opfattelse af ensomhed som i Ældre Sagens befolkningsundersøgelse. Således har 75 procent af de adspurgte svaret, at de i meget høj grad, høj grad eller i nogen grad føler, at ensomhed er et tabu, man helst ikke taler om.

På samme måde har 46 procent i Megafon-undersøgelsen svaret, at de er enige i, at de selv forsøger at skjule det overfor andre, hvis de føler sig ensomme.

- Ensomhed hører med til at være menneske

Det er især mænd over 65 år, der føler sig mest ensomme. Årsagen er, at mænd ifølge Rikke Lund generelt har et mindre netværk end kvinder.

- Mænd – i hvert fald i de ældre generationer – har haft en mindre tendens til at opsøge deres relationer, fordi det ofte har været kvinderne, der har vedligeholdt de her netværk.

Den tendens bliver forstærket, når kvinder og mænd bliver ældre end 65 år, fordi der af naturlige årsager er et mindre netværk at tilgå, når familie, venner og naboer begynder at gå bort.

- Så hvis man i forvejen har haft et lille netværk, så er der efter 65 år endnu færre at tage af, forklarer Rikke Lund.

Hun understreger, at ensomhed hører med til at være menneske, og at alle mennesker på et tidspunkt i livet føler sig ensom. Derfor skal man passe på med at gøre ensomhed til en diagnose. Alligevel er udviklingen med flere, der føler sig ensomme, bekymrende, siger hun.

- Jeg er bange for, at det kunne være et problem, der vokser yderligere med en aldrende befolkning – og at der jo i øvrigt også er mange unge, der rapporterer om en øget grad af ensomhed, siger Rikke Lund.

Mange danskere bor alene - med større risiko for ensomhed

Årsagen til, at flere danskere føler sig ensomme, skal ifølge professoren blandt andet findes i, at andelen af mennesker, der bor alene, i Danmark er høj og har været stigende over de sidste 100 år. I dag består hver anden danske husstand kun af én voksen – og det øger risikoen for, at man kan ende med at blive social ensom.

- Hvis man udover at bo alene samtidig har en række andre udfordringer som arbejdsløshed, lav indkomst eller ikke taler dansk, så er risikoen for at føle sig ensom endnu højere. Så der er grupper i Danmark, hvor ensomheden er et stort problem.

Ifølge Danmarks Statistik var der 1. januar 2019 1.034.093 husstande med én beboer over 18 år. Omvendt var andelen af enlige ældre 1. januar 2019 imidlertid betydeligt lavere end for 10 år siden, viser tal fra Danmarks Statistik.

Kender du en ensom? Sådan kan du hjælpe

Hvordan kommer man så ud af ensomheden?

Det er ifølge Rikke Lund det helt store spørgsmål, for der findes ingen enkle svar, og man kan ikke sige, at ethvert menneske vil have glæde af en hvilken som helst indsats.

- Indsatsen skal tilpasses den enkelte temmelig meget, da det er følsomt, hvem man vil dele sine tanker med.

Hvis man som ældre føler sig ensom, er der på Ældre Sagens hjemmeside en lang række aktiviteter, man kan deltage i. Det kan du læse mere om her.

På Ældre Sagens hjemmeside er der også gode råd til, hvordan man som pårørende, ven eller nabo kan opdage, om en person er ensom.

Ældre Sagen og Codan lancerede i starten af januar en ny kampagne, der sætter fokus på at bryde tabuet om ensomhed. Samtidig gør kampagnen opmærksom på, at der mangler besøgsvenner til ensomme ældre.