Forskere slår alarm - 'chokerende' mængde plastik fundet i havet ved Antarktis

Polarhavet er ikke gået fri af mikropartikler, selv om man er langt fra civilisationen, og det er "chokerende", siger dansk ekspert.

Plastik i verdenshavene er ikke nogen nyhed. Men at opdage store mængder mikropartikler i det ellers rene og uberørte vand omkring Antarktis er alligevel en ubehagelig overraskelse.

Sådan siger strategisk direktør Anne Aittomaki fra organisationen Plastic Change til TV 2.

- Det er chokerende, at man kan finde det så langt væk fra civilisationen, siger hun.

Flyder med havstrømmene

Det internationale forskerhold fra British Antarctic Surveys (BAS) har patruljeret i fjordene ved Den Antarktiske halvø. Her har man fra forskellige havdybder hentet vandprøver op for at måle indholdet af mikropartikler. Og facit er mere end 100 småpartikler per liter havvand, hvilket er et overraskende højt tal.

Det skriver Sky News.

- Det er utroligt. Der er langt mere end forventet, og det er også trist, fordi der er tale om ellers uberørte vande, men den menneskelige påvirkning er tydelig, siger biolog Tristyn Garza, som er med fra University of Florida.

Forskerholdet peger på, at havstrømmene flytter forholdsvis store mængder plastikpartikler så langt fra verdens tætbefolkede områder.

- Det, vi ser her, er, at det bliver flyttet over meget store afstande og kommer til at indgå i den nederste del af fødekæden, siger marinøkolog Dave Barnes, som endnu har til gode at kende konsekvenserne for de allermindste byttedyr i fødekæden.

Man ved, at fisk spiser mikroplast, men der mangler stadig en del forskning om især mikroplast betydning fødekæden.

- Måske vil det gøre, at de mindste byttedyr på grund af mikroplast i havene ikke vil kunne overleve, siger Dave Barnes.

Koncentrerer sig i store "supper"

Den mikroplast, som findes i verdenshavene, samler sig ifølge Plastic Change i fem kolossalt store "supper". Tilsammen udgør de et areal på størrelse med Afrika med en høj koncentration af nedbrudte partikler, som flyder lige under havoverfladen. Der kan være en koncentration på op til seks gange så meget plastik som plankton de steder.

Fundet er ikke overraskende for Plastic Change.

- Det bekræfter de prøver, vi selv har taget på vores ekspedition gennem to år. Man har også tidligere fundet spor af mikroplast ved at bore i iskernen på Antarktis. På den måde kan man godt sige, at vi befinder os på en brændende platform, siger Anne Aittomaki.

Mikroplastik kommer fra en række forskellige kilder. Blandt andet slid af produkter såsom karklude, svampe, bildæk og tøjvask med syntetiske stoffer i. Det kommer desuden fra større stykker plastik, der ligger i naturen og langsomt nedbrydes til mindre og mindre stykker under påvirkning fra sollys og bølger.

Ingen kur, men handling

Hvis vi vil komme problemet til livs, er der ikke nogen hurtig og nem kur til de mængder, som allerede befinder sig i verdenshavene fra pol til pol. Men man kan handle på det, lyder det fra Plastic Change.

- Først og fremmest må vi se på, hvor mikropartiklerne kommer fra, og hvordan vi kan dæmme op for brugen af plastik. Når man finder det ved Antarktis så langt fra menneskelig civilisation, er det ude af kontrol, og det må og skal der gøres noget ved på længere sigt, siger Anne Aittomaki.

Omkring 60 procent af plastik i havene kommer fra lande som Kina, Indonesien, Filippinerne, Thailand og Vietnam. Det skyldes dels økonomisk vækst, dels at landene mangler effektive systemer til at håndtere affaldet.