'Den røde mur' væltet: Skarp kritik af Corbyn efter historisk Labour-nederlag

Arbejderpartiet lider sit største nederlag siden 1930'erne.

De er faldet som dominobrikker.

Sådan lyder en af betragtningerne af Labours mildest talt sviende nederlag efter resultatet fra gårsdagens parlamentsvalg i Storbritannien.

Flere årtiers solidt greb i et bælte, der skærer tværs gennem midten af landet fra Wrexham i det nordlige Wales til Northumberland i nordøstlige England er blevet flået fra hinanden, og Labour har måttet overgive adskillige valgkredse til De Konservative.

Ifølge BBC har arbejderpartiet tabt 29 mandater i området i det, der er Labours værste valg siden 1930'erne.

Vreden rettet mod Corbyn

Vreden mod EU og ikke mindst mod Labours leder, Jeremy Corbyn, har været dråben, som har fået bægeret til at flyde over for vælgerne i de mange industri- og mineområder, der også stemte for at forlade EU tilbage i sommeren 2016.

Blandt eksemplerne er Great Grimsby, der for første gang siden Anden Verdenskrig er røget på konservative hænder og Newcastle-under-Lyme, der har været repræsenteret af Labour i Underhuset siden 1919.

- Det er en stærk tillidserklæring fra Newcastle. Fra de meldinger, jeg har fået, når jeg har stemt dørklokker, føler Labour-vælgerne, at partiet har forladt dem, og de har vendt sig mod os, fordi vi vil gennemføre brexit, lyder det ifølge BBC fra Aaron Bell, den konservative kandidat, der har vundet Newcastle-under-Lyme.

Blandt loyale Labour-folk er vreden rettet mod parti-leder Jeremy Corbyn, der har meddelt, at han går af. Dog ikke øjeblikkeligt, men inden næste valg.

- Labour-stemmerne faldt både i områder, der er for og imod brexit. I begge tilfælde - ifølge målinger - var det først og fremmest på grund af Corbyn, Labours latterlige "alt, du ønsker dig"-manifest og først på en tredjeplads kom brexit, skriver Labour-politiker, Andrew Adonis, der er tidligere transport- og skoleminister og har tjent under både Tony Blair og Gordon Brown.

Bitterheden er da også til at tage og føle på for mange af de gamle arbejderpolitikere, der nu har lidt et sviende nederlag.

Det siger DR's internationale korrespondent, Steffen Gram, fra Birmingham.

- Man oplever, at partiet har svigtet, siger han og henviser til en lokal konservativ politiker i Birmingham-området:

- Der er simpelthen sket så store forskydninger i den britiske befolkning - i demografien - at nu kan de konservative også repræsentere arbejderklassen, var hans budskab.

Og det giver Labour en udfordring.

- Hvis ikke det er den rene arbejderklasse, hvem er det så, Labour skal repræsentere? Skal vi tilbage til Tony Blair-perioden, hvor partiet søgte mod centrum og blev et erhvervsvenligt parti. Hvad skal man gøre, det er det, man spørger sig om, siger Steffen Gram.

Korrespondenten er ikke i tvivl om, at Labours uklare meldinger om brexit har kostet stemmer.

- De skulle have haft en alternativ plan for, hvad brexit så skulle være, men Jeremy Corbyn har fremstået som en leder, der ingen politik havde, hvad angår brexit.

- Først kunne de ikke finde ud af det, så har der i de sidste år været stort slagsmål internt i partiet. Så vil man have en aftale, der minder om den norske, men som skal til folkeafstemning, mens han selv vil være neutral. Det er jo ikke en måde at lede en mærkesag på, og det har kostet ham rigtig dyrt, siger Steffen Gram.

Særlig konservativ hyldest

De mange vælgere, der ved valget har skiftet side, fik da også en særlig hyldest af De Konservatives Michael Gove, som har været den ledende skikkelse i brexit-kampagnen og stillet op som formand i partiet.

Ved en partifest her til morgen opremsede han en række af valgkredsene og gjorde opmærksom på, at "de på mange måder er de bedste blandt os".

Blandt nogle af de mere kendte navne, der har måttet sande, at kampen mod brexit har kostet vælgere, er Dominic Grieve.

Blandt nogle af de mere kendte navne, der har måttet sande, at kampen mod brexit har kostet vælgere, er Dominic Grieve. (Foto: © DANIEL LEAL-OLIVAS, Scanpix)

Den tidligere konservative minister stillede sig i vejen for brexit og blev sparket ud af Boris Johnson tidligere på året. Derfor stillede han op som uafhængig kandidat, men har efter 22 år som repræsentant nu måttet overgive sit mandat til en konservativ kandidat.

Også Labours længst siddende parlamentariker, Dennis Skinner, har måttet overgive sit parlamentssæde til en konservativ modkandidat.